23948sdkhjf

Tvivlsom kvalitet af alternative karrosseridele

SKAD fortæller i dette indlæg, hvordan man har bedt Klokkerholm dokumentere kvaliteten af sine A1-dele, som værkstederne finder for ringe.
SKAD HAR I FLERE ÅR arbejdet med at sætte fokus på korrekt opretning samt kvaliteten af dele til reparation af karrosseriskader. I denne forbindelse undersøgte SKAD i begyndelsen af 2010, hvad medlemmernes holdning var til dette område, for at afdække problemstillingen blandt andet med Klokkerholms A1 karrosseridele. Resultatet viste stor utilfredshed med A1-dele, da medlemmerne meldte tilbage at have store problemer med pasform, mangel på monteringshuller, efterfølgende rustproblemer med videre.

På baggrund af medlemmernes ønske arbejdede SKAD videre med opgaven og inviterede Klokkerholm til SKAD’s efterårsmøder i november 2010 for at få en generel diskussion om problemstillingen, og for at finde en tilfredsstillende løsning.

Henry Rask fra Klokkerholm stillede velvilligt op ved alle møder landet rundt for at forklare Klokkerholms position i forhold til værkstederne, og SKAD havde da også en forventning om, at Klokkerholm ville arbejde med kvaliteten herefter.

SKAD’s medlemmer fik rig lejlighed til at give udtryk for deres utilfredshed og nævnte mange problemstillinger, der gjorte det svært for værkstederne at overholde reparationstiderne og kundetilfredsheden. Der var ingen tvivl om, at man generelt var utilfreds med Klokkerholms A1-dele. Klokkerholm forklarede, at problemerne med delenes pasform også lå i, at dele blev forkert opbevaret hos grossisterne, hvilket SKAD herefter undersøgte for at finde det led i kæden, hvor der kunne opstå fejl. FTZ meldte blandt andet tilbage, at man ikke havde kendskab til disse problemer, da omsætningshastigheden af dele var stor, og at man generelt ikke havde det store lager.

Ved efterårsmøderne blev SKAD og Klokkerholm enige om, at man ville indrette en direkte reklamationslinje til Klokkerholm for SKAD medlemmer, hvor tre navne med direkte telefonnummer og e-mail blev oplyst. Denne kontaktoplysning blev gjort tilgængeligt for SKAD’s medlemmer på SKAD-net.

I SEPTEMBER 2010 BESØGTE undertegnede Automechanika i Frankfurt. Ved denne lejlighed mødtes jeg med det godkendte engelske prøvningslaboratorie Thatcham, som blandt andet Klokkerholm henviser til. Ved dette møde oplyste Thatcham blandt andet, at man i England har restriktioner på anvendelse af cirka 40 procent af de solgte alternative karrosseridele, da disse ikke var tilstrækkelig sikre.

Denne viden dannede grundstenen i SKAD’s arbejde med alternative reservedele, og SKAD kontaktede Klokkerholm med ønske om at fremlægge dokumentation, da man i Danmark ikke har kendskab til de dele, som Thatcham anser som ikke-sikre. Klokkerholm fremlagte et certifikat omhandlende en Peugeot 306 (1994), venstre forreste skærm, fra Centro Zaragoza med certifikatnummer 000260007 af den 27. juli 2000. Certifikatet giver ingen oplysninger om hverken kvalitet eller styrkeforhold. Det har ikke været muligt at se certifikater på alle dele, som leveres under betegnelsen A1.

I LØBET AF 2011, hvor det tætte samarbejde om kvalitet mellem Tryg og SKAD blev etableret, satte SKAD endnu større fokus på reparationskvalitet og karrosseridele. Her kunne SKAD hente en del information hos de andre organisationer indenfor AIRC International, karrosseri- og lak organisationen i Europa, som SKAD er den danske repræsentant af. Specielt i forbindelse med Eurogarant standarden har man stor fokus på delenes trafiksikkerhed.

På Automechanika i september 2012 blev flere af karrosserideleleverandørerne besøgt for at danne et billede af forholdene på markedet. Flere af disse leverer blandt andet karrosseridele til Klokkerholm i Danmark. På efterspørgsel efter certificering og crash-egenskaber af delene blev der givet udtryk for, at man naturligvis kunne gennemføre dette, men at dette normalt ikke var kutyme, da omkostningerne ikke stod mål med kundernes prisønske.

DER ER INGEN TVIVL for SKAD om, at alternative karrosseridele har deres plads på markedet. Men med de stramme tidsrammer, som karrosseriværkstederne skal arbejde under, så er der absolut ikke plads til at bokse rundt med tilpasninger og andre forhold, der gør det umuligt at drive virksomhed. Forsikringsselskaberne råber op om effektivisering hos reparatørerne, men tvinger samtidigt værkstederne til at arbejde med karrosseridele, der ikke har den tilstrækkelig pasform, kræver boring af huller og meget andet spild af tid, bare fordi de er billigere for selskaberne, men påfører reparatørerne kæmpe omkostninger i tab af tid og dermed tab af indtjening. Her må SKAD igen give et skulderklap til Trygs taksatorer, der arbejder ihærdigt med at sikre kvalitet.

Med baggrund af Thatchams undersøgelser i England, hvor man netop sætter fokus på trafiksikkerhed, så har SKAD også sat fokus på den styrkemæssige kvalitet af de karrosseridele, som sælges til danske karrosseriværksteder. SKAD har i denne forbindelse holdt møde med bilimportørerne for at få deres syn på sagen, dog er der ikke sket meget siden.

I FORBINDELSE MED AT kunne dokumentere stålstyrke på karrosseridele har SKAD indgået samarbejde med JNE i Sverige om forhandling af den godkendte stålstyrkemåler Bor-on, som gør det nemt at måle styrken af dele og bilens karrosseri, netop for også at kunne finde den korrekte samlingsmetode. Ved sporadiske stikprøvekontroller af materialestyrken mellem originale dele og Klokkerholms A1-dele var der i flere tilfælde betydelige styrkeforskelle.

I FORÅRET 2013 VAR undertegnede på et seminar hos TÜV Nord i Hannover for at lære om de nye NCAP-regler i forbindelse med fodgængersikkerhed. Her blev de nye normer gennemgået, ligesom der blev vist live tests, som gennemføres i forbindelse med fodgængersikkerheden, herunder absorberingsevnen af blandt andet motorhjelm, bilens front og forskærme. Man kan kun tage hatten af for bilproducenternes arbejde for at gøre bilerne mere sikre for de bløde trafikanter.

Der er ingen tvivl om, at den fremtidige anvendelse af alternative dele bør ske med fokus på trafiksikkerhed, og der bør fremlægges den fornødne dokumentation for, at de anvendte karrosseridele også er sikre og overholder de krav, som blandt NCAP stiller. Vi vil jo nødigt ende op med reparerede biler, der mister flere af deres crashtest-stjerner, fordi man hos forsikringsselskaberne vil spare udgifter, der i sidste ende kan betyde menneskeliv.

Thomas Krebs, direktør i SKAD

Sammenslutningen af Køretøjsbyggere og Autooprettere i Danmark
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094