Til temaaften om TPMS
Au2parts på Lillebæltsvej i Esbjerg lagde lokaler til en temaaften om de dæktrykskontrolsystemer, som snart er standard på alle nye biler.
Pas på med dækmaskinen
Niels Pedersen kom ind på de praktiske aspekter, der skal tage højde for, når det handler om hjul med sensorer. Der blev gjort opmærksom på, at man skulle være forsigtig med dækjernet, når et dæk skal afmonteres, for sensoren tåler ikke store mekaniske påvirkninger. I samme åndedrag blev det nævnt, at ved afmontering skal ventilen være i klokken 13 position og ved montering, skal den stå i klokken 18 position for ikke at komme i konflikt med dækmaskinens spade.
De fremmødte fik også at vide, at skum i forbindelse men en punktering, kunne være ødelæggende for sensoren. Også korrekt tilspænding blev nævnt, og den rigtige tilspænding mellem ventil og sensor er blot 3,3 Nm for manges vedkommende, mens andre skal spændes med et moment på 8 Nm.
Reparation af alt
Rema Tip Top har rustet sig, og til det formål har man udviklet et reparationssæt, hvormed man kan servicere så godt som alt i den europæiske bilpark. Sættet kaldes TPMS Sensor Kit, og det indeholder alt det, der skal til at servicere og programmere sensorer, så de passer efter de eksisterende OE-specifikationer og dermed også den pågældende bil. Sættet indeholder et programmeringsværktøj med online software og med det i hånden, kan nye sensorer programmeres til korrekt bilmodel og -type. Sættet indeholder også otte TPMS-sensorer og et tilsvarende antal højtryksventiler.
Nils Pedersen forklarede, at man godt kunne montere én eller flere sensorer og få den eller dem programmeret, så de indeholder samme data som de resterende. Programmeringsværktøjet kan også klone, dvs. lave sensorer nøjagtig magen til de eksisterende og originalt monterede.
Håndholdt fejlfinding
Tilhørerne fik også en masse at vide om TPMS II Sensor Controller, som har trådløs Bluetooth-teknologi. Med den i hånden kan der fejlfindes og let findes frem til defekte sensorer. Den aflæser samtidig sensorens serienummer, og informationerne kan bruges til programmering til én eller flere nye sensorer. Ved montering af løse hjul, hvor kun bilmodel og årgang er kendt, kan den efterfølgende aktivere sensorerne, så de passer til bilens eget TPMS-system.