23948sdkhjf

10 nye jubilæumsbiløkonomer

Prisen som Årets Biløkonom gik til Niklas Jung Jørgensen, mens Kia-direktør Mogens Lyngsø fik Biløkonomprisen.
Vanen tro var der både uddeling af eksamensbeviser og priser, fine taler, gode råd, underholdning og fin stemning, da den 10. årgang af biløkonomer under den "nye" ordning ved skolerne i Århus og Lyngby dimitterede på Gl. Vindinge kursuscenter ved Nyborg den 11. januar.

Det nye hold tæller i år ti biløkonomer, heraf en enkelt fra Lyngby, mens resten er fra skolen i Århus.

Blandt de øvrige deltagende "gamle" biløkonomer var dog også fire ud af fem fra det allerførste hold, som begyndte tilbage i 2001, nemlig Christian Kronsbjerg, S.E. Kronsbjerg A/S, Thomas Pedersen, Citröen Nyborg, Jesper Smedegaard, Pema Last og Trailerudlejning, samt Lone Kolding Jensen.

- I kære biløkonomer er det råstof, branchen har brug nu og i fremtiden. Finanskrisen og dens efterhånden fem år lange kølvand har ramt alle dele af branchen, og der ligger store, men også spændende udfordringer foran os, sagde direktør Thomas Møller Sørensen, Bilbranchen, blandt andet i sin tale til dimittenderne.

- Vi skal derfor geare vores forretningsmodel til en fremtid med flere mindre biler, lavere avancer for forhandlerne og udfordringer for den nuværende eftermarkedsmodel. Der er også nye teknologier på vej, og den udvikling kan gå stærkt og vil kræve nye store omstillinger i branchen. Der er derfor mere end nogensinde brug for toptunede og veluddannede medarbejdere, der kan være med til at bringe branchens virksomheder sikkert igennem de udfordrende og foranderlige tider. Der vil blive et stigende behov for medarbejdere i branchen, som har en højere uddannelse, end vi har været vant til. Der er i dag derfor mere end nogensinde brug for jer og jeres kompetencer, sagde han.

Brug netværket

Lærer Morten Dalbøge holdt vanen tro en opbyggelig og humoristisk tale til den nyuddannede årgang med flere gode råd, mens nyuddannet biløkonom Søren Lykke Jørgensen, Audi Fredericia, holdt tale for sin årgang.

- Som Finn Rolighed plejer at sige: Know how er godt men Know who er tit endnu bedre – og en kombination er det bedste. Brug jeres netværk – både socialt og fagligt. Lov os, at I vil holde kontakten ved lige. Ring og mail til hinanden. Udveksl af jeres erfaringer, af jeres tips, gode råd og spørgsmål. I har haft et fantastisk sammenhold under hele studiet – hold det ved lige. Jeg ved at I har travlt med hver jeres men lad det ikke være en undskyldning for at glemme hinanden, opfordrede Morten Dalbøge og rådede:

- Fortsæt med jeres humoristiske indstilling - humor gør livet lettere - og vær derfor positive over for andre, herunder jeres kolleger og chefer. Tænk positive tanker, for tanker påvirker dit sind, og dit sind påvirker dine handlinger og dine handlinger former din personlighed, og din personlighed afgør hvem du er, og hvor langt du når – så tænk positive tanker. Led efter det positive ved andre mennesker, for hvad du leder efter, det finder du.

Den festlige dag blev rundet af med et foredrag ved Jens Dalgaard fra TACK International i Danmark om "Øget indtjening gennem lokale kunder" inklusiv seks gode råd.

Årets Biløkonom

Lærer Duccio Nuoto begrundede overrækkelse af prisen til Årets Biløkonom for 7. gang til Niklas Jung Jørgensen, Monk Biler (nu Via Biler). Han blev – som den eneste på sin årgang i Lyngby – blandt andet hædret for sit gå-på-mod, iderigdom og handlekraft.

Biløkonomprisen 2013

Ligeledes for 7. år blev Biløkonomprisen og en check på 10.000 kroner fra Q8 Oils uddelt, og den gik til adm. direktør Mogens Lyngsø, Kia Import Danmark.

De seks tidligere i "Hall of Fame" er Hans Vestergaard, Autohuset Vestergaard, Lennart Petersen, Audi, Thomas Madsen fra Ejner Hessel/Starmark, nu Krogsgaard-Jensen, Morten Buus fra Aunsbjerg, Peter Monk, Monk Biler nu Via Biler og Christian Barsøe, MAN.

Mogens Lyngsø, Ødis, har en bred baggrund fra både den tunge og den lette del af branchen. Han har oprindelig diesel i blodet, da hans far var vognmand, er udlært som kontorelev hos Peugeot i Kolding, Aunsbjerg, og har været hos Dieselgården, som forhandler Scania lastbiler, hvor han også tog en HD i marketing. Derefter tilbage til personbilerne.

- Vi har valgt Mogens Lyngsø som en fremragende repræsentant for den udviklingsorienterede del af bilbranchen i dagens Danmark. Han er både populær og respekteret i autobranchen, så det er i høj grad en værdig modtager af biløkonomprisen 2013, begrundede Finn Rolighed og hæftede sig blandt andet ved etableringen af Kia Akademiet.

Mogens Lyngsø takkede for prisen og konstaterede, at de næste fem år er de vigtigste i autobranchen i 100 år med enorme muligheder.

- Vinderne kåres inden for kort tid. Uddannelse er vejen frem – derfor skal I fortsætte med at uddanne jer, sagde Kia-direktøren til biløkonomerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078