Portal skal stække tyveritogter
D.A.F. blæser til øget kamp imod et stigende antal tyverier i autobranchen.
Der er tale om organiseret kriminalitet ofte styret fra Østeuropa, hvor man kan se et tydeligt mønster med raids rundt i danske byer.
Det har fået D.A.F. til at etablere en internetportal, hvor medlemmerne let og enkelt kan indberette tyverierne til politiet. Samtidig skal et statistik-modul kunne dokumentere problemerne over for eksempelvis forsikringsselskaberne og Det Kriminalpræventive Råd.
- Den nye portal skal være en del af løsningen. Det giver os også mulighed for at se politiet over skulderen, idet der jo er en risiko for, at politiet henlægger sagerne for hurtigt, siger adm. direktør Jens Brendstrup, D.A.F.
Brancheforeningen er ved at lægge sidste hånd på portalen.
- Der er tale om et indsatsområde for D.A.F., siger Jens Brendstrup, som oplyser, at flere og flere bilforhandlere og bilbyer ansætter vagtværn for at komme det stigende antal tyverier til livs. Øget overvågning er således også en del af løsningen, erkender direktøren.