Lang ventetid i Motorankenævnet på vej ned
Op mod 21 måneder har det taget af få en klage behandlet i motorankenævnet de seneste år. Nu er behandlingstiden knap et år og er yderligere på vej ned.
- Vi kan ikke bare justere i vores mandskab til at behandle sagerne. Det kræver specialuddannede folk, og når antallet af sager så stiger fra mellem 900 og 1200 årligt til 2500, så opstår der en pukkel, siger Ole Kjær, ankechef hos Skat.
Puklen er Motorankenævnet nu ved at have fået styr på. De behandler altid ældste sag først, og i øjeblikket skal man vente i 12 måneder på at få en afgørelse.
- Behandlingstiden på 21 måneder er alt for lang. Vi er på vej nedad, og i løbet af 2014 regner vi med, at vi kan få behandlingen af den enkelte sag ned på seks måneder, hvis der ikke opstår en ny aktion, der betyder en stor forøgelse i antallet af sager, siger Ole Kjær.