Tredobling af konfiskerede biler
Politiet i Østjylland konfiskerede 176 biler i 2012.
En ny opgørelse fra Østjyllands Politi viser, at man i 2012 har beslaglagt 176 biler. Året før, inden reglen trådte i kraft, blev der kun konfiskeret 46 biler, oplyser TV 2 Østjylland.
- Det er en markant stigning. Det skyldes uden tvivl den skærpede indsats mod vanvidskørsel, der trådte i kraft sidste år, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til regionalstationen.
Den nye bestemmelse siger, at politiet kan konfiskere en bil, hvis bilisten er blevet stoppet tre gange uden kørekort. Det har de østjyske betjente benyttet sig af 34 gange i løbet af årets første to måneder.
- Vi konfiskerer alle typer køretøjer. Lige fra 20 år gamle biler med rustne skærmkanter til dyre Porscher, fortæller Mogens Brøndum.
Nogle har dog lært lektien. Ifølge Østjyllands Politi daler antallet af bilister, der bliver sigtet for at køre uden kørekort og for at køre i bil, mens kørekortet er frakendt.