Enig front i autobranchen i aktion
12 organisationer går til ministeren for at hæve den omstridte reparationsgrænse.
Bagved den nye henvendelse står ikke færre end 12 organisationer - det vil sige stort set hele autobranchen undtaget bilimportørerne. Nemlig de seks parter i autoudvalget under Håndværksrådet - CAD, FAI, SKAD, DAG, Autig og Dansk Autoglas. Men også Bilbranchen, D.A.F., DBFU, dækbranchen, Metal og Malerforbundet.
- Det er historisk med en sådan enig front i autobranchen, inklusiv arbejdstagersiden, konstaterer en tilfreds formand for autoudvalget, CAD-formand Henrik Pedersen.
- Regeringens regnestykke ved sidste stramning i 2010 holder jo slet ikke - provenuet er helt udeblevet, og den dyre pris har været, at mange arbejdspladser er tabt, siger Henrik Pedersen.
- Vi vejrer morgenluft i denne sag. Regeringen leder for tiden efter succeshistorier, der kan skabe jobs - og her kan vi hjælpe til. Sagen passer også fint ind i den jobskabelses pakke, som er bebudet 1. marts. Man kan forvente, at der sker noget med registreringsafgifterne i denne samling, måske i foråret, og her ville det også passe ind ikke senere at skulle ændre på reparationsgrænsen, udtaler CAD-formanden og tilføjer:
- Vi mener, at der nu må ske noget. Det er en uhørt enig front, der henvender sig. Det bliver svært at sidde overhørig.