Optimisme blandt nybilforhandlerne
Høj forbrugertillid og stigende bilsalg giver optimisme hos medlemmerne af Danmarks Automobilforhandler Forening.
Danskernes forbrugslyst er generelt stigende. Både udviklingen i det private forbrug og stigningen i forbrugstillidsindikatoren forstærker bilforhandlernes tro på, at bilsalget vil fortsætte sin flotte vækst. Den positive stemning blandt forbrugerne smitter også af på bilforhandlernes konjunkturbarometer, som viser, at forhandlerne tror på fremgang.
Til og med september 2013 har der været solgt 133.871 nye personbiler, og administrerende direktør Jens Brendstrup fra Danmarks Automobilforhandler Forening, D.A.F., spår allerede et rekordår:
- I 2013 er der på nuværende tidspunkt solgt fem procent flere nye personbiler sammenlignet med samme periode sidste år. Det giver anledning til at tro på et rekordår for bilsalget i 2013. Samtidig fortæller flere bilforhandlere, at danskerne er begyndt at købe større biler. Det er forhandlerne selvfølgelig glade for, da de tjener penge på salget af de lidt større biler i modsætning til mikrobilerne.
Selvom danskernes forbrugslyst er stigende, forventer D.A.F. ikke, at bilsalget vil stige yderligere, men bilerne vil blive støre. Jens Brendstrup uddyber:
- Jeg tror, at den stigende forbrugertillid øger folks efterspørgsel efter større biler. Troen på det økonomiske opsving får folk til at bruge flere penge på biler. Den tendens bekræfter flere bilforhandlere, siger D.A.F.-direktøren.