Løven sluger dragen og bliver dobbelt stor
Danske JP Group har opkøbt store Quinton Hazell Deutchland og udvider i Viborg for at få ekstra volumen på reservedele til Europa og de russisktalende lande.
Siden familiefirmaet JP Groups spæde start i 1965, med buschauffør Johannes Pedersens produktion af gummidele, har der længe været 16.000 varenumre i alskens reservedele på hylderne fra egenproduktion og indkøb hos underleverandører verden over. Når den igangværende lagerudvidelse i Viborg er færdig til januar, og Quinton Hazell (QH) er faset fuldt ind, vil antallet af dele i sortimentet og på lager være fordoblet til 33.000 reservedele. Indtil videre er der lejet 5000 midlertidige kvadratmeter lager ude i byen, og personalet arbejder på overtid og toholdsskift med det nye setup.
Opkøbet har betydet 40 nyansættelser til hovedkontoret i Viborg, så antallet af medarbejdere er 190 i Danmark samt 20 i udlandet, herunder en sælger i USA og fem i Europa. Desuden tæller datterselskabet Hovwdiaudi i Danmark syv ansatte og 160 i Quickpot-værkstedskædens 28 centre.
Bred ny strategi
- Vores nye strategi er at kunne levere et komplet sortiment til tyske, franske og asiatiske biler mod tidligere mest tyske biler. Det kan vi nu i højere grad, fordi Quinton Hazell supplerer sortimentet og eksempelvis er meget stærke i bremsedele og vandpumper til alle mærker, siger salgs- og marketingchef Morten Vammen.
- Den store efterspørgsel efter et bredere produktprogram gjorde, at vi har arbejdet på at introducere et større program af reservedele til andre europæiske og asiatiske bilmærker. Med opkøbet ser vi en stor mulighed for en betydelig forøgelse af vores forretning, samt en stærkere positionering som en af de ledende distributører på det europæiske eftermarked for reservedele til biler. Vi er nu i gang med at opbygge kunderelationer og besøge vores nye QH-kunder, hvoraf nogle er sammenfaldende med de hidtidige JP-kunder. Men vi mærker tydeligt, at den nye, store volumen er rigtig interessant for mange, og at der er interesse for QH-produkterne, siger Morten Vammen.
Årsagen til, at Quinton Hazell bliver trukket til Danmark, når en stor del af QH-omsætningen ligger i det hidtidige hjemland Tyskland, samt Polen og Østrig, er den gode logistik via fragtfirmaet DSV fra Danmark. Tyske kunder skal eksempelvis blot bestille en time før end tidligere for at få varer dagen efter. Samlingen i Viborg giver en optimering og synergi i koncernen.
Større dansk salg
Hele 99 procent af JP Groups omsætning er eksport til 85 markeder. Men Morten Vammen forventer helt klart, at udvidelsen også får betydning for det danske marked, idet der er dialog med flere store grossister. I Danmark har JP Group også en forventning om at tage en større markedsandel end hidtil.
Uden at ville nævne den præcise omsætning fortæller salgs- og marketingchefen, at JP Group har oplevet en stigning på 10 procent på 27 markeder. Forventningen i koncernen i 2014 er den til dato største omsætning med ligeledes 20 procent stigning totalt. Også firmaet Classic-line til veteran-køretøjer er steget 5-6 procent, hvilket måske virker pudsigt i en krisetid. Men det afspejler en stigning i priser på klassiske biler.
Nettoresultatet for JP Group i 2012 var knap 11 millioner kroner efter støt stigning i alle kriseårene siden 2008, ifølge analysebureauet Experian.
Sidste år købte JP Group sin store amerikanske konkurrent SSI, som også er på det europæiske marked, og som også producer især Porsche varmekasser i bedre finish end de originale. JP Group er desuden OEM-leverandør til VW- og Porsche koncernernes fabriksproduktion, ligesom 60 procent af udstødningsproduktionen i Viborg er i "Private Label" for de store udstødningsmærker.
Trend: Mange opkøb
Morten Vammen, der tidligere var salgschef i Tyskland, beretter om netop en trend omkring mange opkøb og samarbejdsaftaler i reservedelsbranchen for tiden: Stahlgrauper har opkøbt PV Autoteile, og W&M er opkøbt af SSF i USA, ligesom Beru blev solgt til Federal Mogul og Pagid til Hella.
- Der er konsolidering i reservedelsbranchen, selv om forbrugerne i krisetider køber flere reservedele i stedet for nye biler. For os handler det om at være tæt på vore kunder på de forskellige markeder og kende deres kultur der er jo sågar stor forskel på mentaliteten i eksempelvis Nord- og Sydtyskland. Vi har haft fokus på at tjene penge for at kunne investere. Men nogle gange har vi måttet sige nej til forretninger i eksempelvis Østeuropa eller Afrika, hvor der er større fokus på pris end kvalitet, på grund af vores kvalitetskrav, siger Morten Vammen.
Kan der rokkes ved prisniveauet på reservedele i Danmark med nogle af verdens højeste priser? Det tror salgs- og marketingchefen ikke, at QH-opkøbet kommer til at ændre på. Dertil er den sammensmeltede løve og drage stadig for lille en spiller.