23948sdkhjf

Nissan investerer stort i Spanien

Godt nyt til det kriseramte Spanien. Nissan investerer en lille milliard kroner i fabrik i Barcelona.
Den japanske bilproducent Nissan vil investere 130 millioner euro - lige knap en milliard kroner - i sin fabrik i Barcelona, hvor en ny bilmodel skal bygges.

Nissan planlægger at fremstille 80.000 eksemplarer af den nye model om året i Barcelona, og det vil skabe 1000 direkte arbejdspladser og 3000 afledte arbejdspladser.

Nissan siger, at koncernen håber at få gavn af en række nye aftaler med de spanske fagforbund.

- Disse gode nyheder er resultatet af den konkurrencedygtige aftale, vi indgik i sidste uge, og som vi allerede har sagt vil åbne dørene til nye muligheder, siger Frank Torres, chef hos Nissan Motor Iberica.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Nissans beslutning er det seneste tegn på, at der er ved at komme tillid til Spaniens konkurrenceevne.

Spaniens konservative regering har sagt, at nylige investeringer, som bilproducenter har foretaget, er et tegn på, at arbejdsmarkedsreformer har gjort erhvervslivet i Spanien mere attraktivt.

Reformerne indebærer blandt andet, at virksomheder har fået lettere ved at ansætte og afskedige medarbejdere, ligesom der er kommet mere fleksible lønaftaler.

Spanien er et af de kriseramte lande i Sydeuropa. Landet har EU's største arbejdsløshed, 26 procent i fjerde kvartal af 2012.

/ritzau/Reuters
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076