Dahl Engineering opgiver sele-kamp
Den nordjyske iværksætter Claus Dahl vil efter syv års kamp ikke længere forfølge sin kritik af ulovligt fastspændingsudstyr til børn.
Først mødte Dahl Engineering store problemer med at få Trafikstyrelsen til at godkende multisædet. Senere gjorde stive afgiftsregler sædet usælgelig, fordi der skulle betales registreringsafgift af sædet, hvilket ikke kræves af almindelige barnestole.
- Jeg fik godkendelses- og afgiftsproblematikken løst, men i de forløbne godt to år har jeg forgæves forsøgt at få Trafikstyrelsen til at sørge for, at et stort antal ikke-godkendt, og dermed ulovligt, udstyr til børn fjernes fra markedet, og at køretøjer, som er udstyret med det ulovlige fastspændingsudstyr nægtes godkendelse til de periodiske syn, siger en skuffet Claus Dahl og fortsætter:
- Jeg mener bestemt ikke, at mine ønsker er urimelige, da jeg jo bare beder Trafikstyrelsen om at sørge for, at alle leverandører på markedet lever op til de samme krav og regler, som styrelsen har pålagt min virksomhed.
Claus Dahls pointe er, at det meget store antal ulovlige seler med mere til børn gør det stort set umuligt for ham at sælge sit godkendte Hybridsæde til målgruppen.
- Nu orker jeg ikke mere og kaster håndklædet i ringen. Set i bakspejlet skulle jeg for længst have opgivet kampen, men det er ikke i min natur at give op, bare fordi jeg møder lidt modgang og vanskeligheder. Før eller siden må dog selv den største idealisme og stædighed vige for det fornuftige i at fortsætte kampen. Det har jeg indset nu, siger Claus Dahl.
20 ministerspørgsmål
Han roser dog folketingspolitikeren fra Thy, Torsten Schack Pedersen (V), der har været behjælpelig med at stille cirka 20 spørgsmål til den tidligere transportminister Henrik Dam Kristensen (S) og den nuværende Pia Olsen Dyhr (SF) om Trafikstyrelses håndtering af sagen, og blandt andet har kaldt til samråd. Begge ministre har, ifølge Claus Dahl, afvist, at der fortsat skulle findes ulovligt fastspændingsudstyr på markedet, og at køretøjer stadig blive synet og godkendt med det ulovlige udstyr.
Under et møde med Pia Olsen Dyhr i oktober 2013, og i et opfølgende brev, fremlagde Torsten Schack Pedersen fotodokumentation med konkrete eksempler fra 2012 og 2013 der viser, at ulovligt fastspændingsudstyr stadig er at finde i blandt andet nysynede børnehavebusser. Udstyr, som transportministeren har oplyst skulle være blevet tilbagekaldt i juli 2011.
Fredag den 1. november 2013 modtog Torsten Schack Pedersen et brev fra Pia Olsen Dyhr (se boks), hvori hun, ifølge Claus Dahl, kun forholder sig til nogle få af de eksempler, som ministeriet og styrelsen løbende har modtaget underretning om over en periode på mere end to år.
Heri er konklusionen, stadig ifølge Claus Dahl, at ministeren ikke vil erkende, at allerede "tilbagekaldt" udstyr stadig findes på markedet, eller at de periodiske synskontroller ikke opfanger de ulovlige og farlige sæder og seler.
Ingen synskrav
Årsagen kan være, at Vejledning om syn, som synsvirksomheder syner efter, slet ikke nævner fastspændingsudstyr.
- Det er måske derfor ikke så underligt, at de ulovlige produkter fortsat findes på markedet. Konsekvensen er, at forbrugerne ikke kan finde ud, af hvad der er ulovligt og farligt fastspændingsudstyr.
- Det er en håbløs kamp. De samme myndigheder, som kritiseres, sættes til at undersøge sig selv og kan dermed frikende sig selv i diverse redegørelser og ministersvar ved at ignorere fakta og håndgribelige beviser. Trafikstyrelsen har aldrig bedt om uddybende oplysninger eller sendt mig en afgørelse på mine henvendelser. Torsten Schack Pedersen har været så venlig at tilbyde at følge op med flere kritiske spørgsmål til ministeren men tiden går bare, og nu orker jeg ikke mere. Gejsten er der ikke længere, siger Claus Dahl.
Hans kritik har Motor-magasinet forelagt såvel Transportministeriet som Trafikstyrelsen, der begge meddeler, at man ikke ønsker at kommentere på sagen.