23948sdkhjf

Garantiordning på Ankenævn for Biler

Siden branchens klageinstans blev offentligt godkendt for et år siden er antallet af sager steget med 40 procent. Fint, siger branchen selv, der nu vil tilføje en garanti-ordning á la BygGaranti.
Fra 400 klagesager om året er antallet vokset til over 600, siden Ankenævn for Biler blev offentlig godkendt af Erhvervs- og Vækstministeriet for et år siden 1. november 2012. Det betegner de medvirkende brancheorganisationer CAD, D.A.F. og Bilbranchen som godt, oplyser Anders Hundahl, leder af sekretariatet i Ankenævn for Biler.

Næste etape af udviklingen i ankenævnet er at få koblet en garantiordning på, i stil med byggebranchens BygGaranti. Dette skal medvirke til yderligere at højne autobranchens image udadtil. Arbejdet med en sådan garantiordning er igangsat for nylig, og CAD’s direktør Erik S. Rasmussen leder en arbejdsgruppe, der skal fremkomme med et oplæg til næste styregruppemøde i nævnet 11. november.

- Det er en spændende proces, som vi forventer os meget af. Vi er ret imponeret over BygGaranti-konceptets modtagelse hos forbrugerne. Det er tydeligt, at forbrugerne vælger håndværkere, hvor de kan se, at de har både klagemulighed og garanti, hvis firmaet bag arbejdet ikke kan overholde sine forpligtelser. På samme måde vil en auto-garantiordning medvirke til at øge tilliden til værksteder i ordningen, siger Erik S. Rasmussen.

Han tilføjer, at det naturligvis kun er autovirksomheder i en af de tre brancheorganisationer, der kan være med i autobranchens garantiordning.

- Visionen er naturligvis, at en garantiordning skal medvirke yderligere til at udrydde de tilbageværende brodne kar, der sælger gamle smadrekasser fra skurvogne og ikke udfører reparationer godt nok. Samtidig skal vi opdrage forbrugerne til at kigge efter den kommende ordnings logo, siger Erik S. Rasmussen.

Tiltrækker værksteder

En garantiordning vil dermed også medvirke til at tiltrække flere uorganiserede værksteder til brancheforeningerne. CAD vurderer, at potentialet er cirka 300 værksteder flere end de nuværende cirka 1800 i CAD, så foreningen vil stå endnu stærkere overfor styrelser og politikere.

Den planlagte garantiordning skal være på plads inden 1. kvartal 2014. Og den vil selvfølgelig koste penge – hvor meget vides endnu ikke.

- Vi skal selvfølgelig være indstillet på at afsætte midler, der kan løfte branchens image yderligere. Der er sket meget de senere år med autobranchens gode bevægelse opad på Forbrugerstyrelsens rangliste over brancher, siger Erik S. Rasmussen.

Hver anden får ret

Han roser sine medlemsvirksomheder for at udgøre den mindste andel klagesager i ankenævnet – hvordan sagerne fordeler sig vil brancheorganisationerne ikke oplyse. CAD er traditionelt reparatørforening, men medlemmerne sælger trods alt 40.000 brugte og 10.000 helt nye biler via formidlingsaftaler årligt.

Fra sekretariatet fortæller Anders Hundahl, at forbrugerne får medhold i ret præcist halvdelen af alle klagesager.

Siden Ankenævn for Biler blev offentligt, medtages også klager over ikke-medlemmer, som betaler mere i sagsomkostninger end medlemsvirksomheder ved tab af sagen til forbrugeren.

Typiske klagesager

Nye typer sager, siden nævnet sidste år også begyndte at afgøre, er nybil-sager om eksempelvis fabriksmonteret navigation, der ikke er på dansk, periodiske fejl på instrumentlamper samt pletter på instrumentbrættet. På de brugte biler er det typisk fejl på tandremme, gear og turboer, der giver anledning til klager.

- Vores råd til såvel bilforhandlere, værksteder og forbrugerne er, at alle aftaler skal være på skrift. Begge parter er for dårlige til at afstemme forventninger. Der vil måske hurtigt opstå problemer med en 10 år gammel salgsbil – men den må naturligvis ikke bryde sammen dagen efter købet. Hvornår og hvad der er acceptabelt er op til ankenævnet at afgøre. Det vigtigste er, at autobranchens organisationer med nævnet har vist vilje til at signalere, at autobranchen gerne vil opføre sig ordentligt, siger Anders Hundahl.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094