Djarlo til Nærum
Benny Djarlo Automobiler A/S overtager Hersild & Heggov. Reception i morgen den 14. marts.
Freddie Hersild og Jan Heggov siger således efter 36 år farvel og går på pension.
Der er arrangeret farvel og goddag reception for kunder, venner og samarbejdspartnere på torsdag den 14. marts fra kl. 16 med "lidt lækkert italiensk" fra Café Crostini i Rungsted.
Adm. direktør Per Djarlo oplyser, at man har overtaget alle 17 medarbejdere, og at der fortsat skal sælges Fiat og Alfa Romeo fra Nærum Hovedgade 2, ligesom der skal sælges Toyota fra adressen fra 1. juni.
Benny Djarlo Automobiler A/S er grundlagt i 1969 og har siden 1982 været autoriseret Toyota Forhandler. Fra 2009 har firmaets Helsingør afdeling desuden været autoriseret Fiat Professional forhandler samt autoriseret Fiat serviceværksted, og fra april sidste år har Benny Djarlo Automobiler været autoriseret Fiat forhandler af både person- og varebiler i såvel Nivå som Helsingør afdelingen.
Fra de to forretninger i Nivå og Helsingør sælges årligt omkring 1.250 nye og brugte biler, og i selskabets to mekaniske værksteder bliver der udført omkring 5000 serviceeftersyn om året. Siden 1999 har Benny Djarlo Automobiler haft et skadecenter i Nivå, der udfører alle opgaver inden for pladearbejde og autolakering samt kosmetisk klargøring. Selskabets to afdelinger beskæftiger i dag 50 medarbejdere.