Dækkæde: 150.000 kører på ulovlige dæk
Euromasters nylige måling på 10.182 biler viser, at mere end hver femte nu kører på farlige dæk og at en tredjedel af de nedslidte dæk er direkte ulovlige. Foruroligende, mener Rådet for Større Dæksikkerhed.
Af tallene kan udledes, at mere end hver femte eller op mod 450.000 biler benytter nedslidte dæk. Det er en markant forværring i forhold til målingen sidste år, hvor hvert sjette dæk havde under 3 mm mønsterdybde. Mest skræmmende er den eksplosive stigning i antallet af direkte ulovlige dæk. Ikke færre end 150.000 kører rundt med mindre end 1,6 mm dækmønster, siger Carsten Kure, marketing- og retailchef hos Euromaster Danmark.
At køre på dårlige dæk er ikke alene farligt, men kan også blive dyrt. Politiet kan nemlig give en bøde for hvert ulovligt dæk, tilføjer han.
Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed betegner det som bekymrende, at så mange kører rundt på nedslidte dæk.
Tallet er foruroligende højt. Vi anbefaler mindst 3 mm dækmønster, fordi dæk med lille mønsterdybde ikke kan aflede så store vandmængder. Dermed øges risikoen for akvaplaning, der nedsætter styre- og bremseevnen. Samtidig vil et dæk med dybere mønster bedre kunne gribe fat i sne, forklarer han.
Samtaleemne
Euromaster har i forbindelse med dækmønstermålingen i Bilka også mødt hr. og fru Danmark til en snak om dæk og dæksikkerhed på stande inde i varehusene. Ifølge Carsten Kure har skift til vinterdæk her været det store samtaleemne.
Vi har fået tusindvis af spørgsmål i forbindelse med vinterdæk, til trods for at efterårsvejret hidtil har været meget mildt. Danskerne er nemlig forholdsvis usikre på, hvornår man bør få vinterdækkene på. For eksempel hjælper det ikke meget, at det er fint kørevejr den ene dag, hvis det sner dagen efter. Måske kunne vi med fordel skele til Sverige, Norge og Tyskland, der alle har vedtaget vinterdæklovgivning. Det skal man i hvert fald være opmærksom på, hvis bilturen går uden for landets grænser i den mørke tid, siger han.
Også Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed anbefaler, at man kører på vinterdæk:
De er fremstillet af blødere gummi end sommerdæk. Dermed kan vinterdækkene bedre stå fast på vejbanen ved lave temperaturer. Med flere lameller og en særlig mønsterudformning fortrænger de desuden vand og sne bedre end sommerdæk, forklarer eksperten.