Godt gået af erhvervsskolerne
Når Jesper har vundet DM som bedste mekanikerlærling bør en del af æren også tilfalde de gode erhvervsskoler, mener kædechef i værkstedskæden AutoPlus, Evan Jensen.
Jesper Daugaard var elev på Syddansk Erhvervsskole Odense Vejle og får sit svendebrev til maj. Han er lærling er lærling hos Thomsen Auto i Lunderskov, som er med i værkstedskæden AutoPlus.
Også i AutoPlus er der nogen stolthed over den flotte præstation. Så kædechef Evan Jensen fra AutoPlus tog turen fra Aalborg til Lunderskov. Sammen med sælger Allan Nissen fra Auto-G-grossisten Jydsk Auto-Dele i Kolding, som leverer reservedele til Thomsen Auto, ville de også påskønne indsatsen. Jesper Daugaard fik overrakt et Ferrari-topnøglesæt, og mester, Torben Thomsen, indehaver af Thomsen Auto, fik en stor flaske champagne.
Benyt skolerne
Men der var flere anerkendende ord fra kædechef Evan Jensen:
- Jeg synes også, erhvervsskolerne skal nævnes i denne forbindelse. Vi kan være stolte over, at vi i Danmark har et skolesystem med en række gode erhvervsskoler, som tilbyder vore lærlinge så gode uddannelser inden for vores fag. Men som også tilbyder vore mekanikere en lang række kurser, så de hele tiden kan holde sig ajour med branchen, siger Evan Jensen.
- Der er værkstedskæder, som hellere selv vil tjene penge på at videreuddanne sine mekanikere. Det kan være med til at udhule erhvervsskolernes kompetencer og muligheder, og det er ærgerligt. Når AutoPlus kan opnå en rating som nummer to i kundetilfredshed, er det et meget godt bevis på, at vore mekanikere i hvert fald ikke halter bagud rent fagligt, selv om vi har valgt kun at benytte erhvervsskolernes uddannelsessystem. De eneste kurser, vi selv tilbyder, er de meget produktspecifikke, som vore leverandører tilbyder, siger Evan Jensen.
Alsidig læreplads
Torben Thomsen, som siden 2006 har ejet og drevet Thomsen Auto, lægger heller ikke skjul på, at han selvfølgelig er glad og tilfreds over det flotte resultat.
- Det er et godt bevis på, at Jesper har hørt efter, hvad der bliver sagt. Og det har selvfølgelig også betydning, at man som lærling på et lille værksted er med i mange forskellige opgaver på mange forskellige biler. Vi reparerer også stadig noget, som andre måske ville udskifte, fortæller Torben Thomsen.
Jesper Daugaard er færdig med sin uddannelse til maj, men fortsætter på værkstedet, indtil han i december skal ind til Den kgl. Livgarde. Den 25. marts begynder en ny lærling på værkstedet. Virksomheden har fire ansat på værkstedet og én på kontoret. Alle bilmærker er velkomne, og det ses også på udvalget af de brugte biler, som Thomsen Auto sælger.