Autobranchen indvier skolepraktikcenter
De nye skolepraktikcentre er en realitet, og EUC Nord er langt fremme.
AutoNord er skolepraktikcenter for autoelever og de holder til hos Uggerhøj Biler på Søndergade i Frederikshavn. Cirka 50 fremmødte fra EUC Nord og autobranchen i Vendsyssel indviede de flotte rammer, som er et regulært autoværksted med et personale bestående af syv autolærlinge samt instruktør Kenny Bukholt Kristensen.
- Eleverne og jeg startede faktisk allerede i november, lige da aftalen var indgået i Folketinget. Sammen med Uggerhøj Biler har vi så indrettet et fint autoværksted, som betjener EUC Nords bilpark samt de ansattes køretøjer. Så lærlingene får regulære arbejdsopgaver, hvor kunderne forventer at få lavet deres biler som på et almindeligt værksted. Det er nogle gode drenge, som virkeligt har lyst til faget, og jeg er ikke i tvivl om, at med AutoNord kan vi give dem de bedste forudsætninger for at fuldføre deres uddannelse. Og jeg fornemmer også at drengene har den samme holdning, siger Kenny Bukholt Kristensen.
Autobranchen med på vognen
Den nordjyske autobranche har været med i etableringen af AutoNord og har godkendt, at der udføres regulært autoarbejde på EUC Nords vognpark og de ansattes køretøjer. Uddannelseschef Michael Krogh-Jørgensen Fra EUC Nords auto-afdeling siger:
- Vi mangler praktikpladser til de unge, og med AutoNord kan vi nu tilbyde dem et rigtig godt alternativ til en almindelig læreplads. Og jeg er rigtig glad for at den nordjyske autobranche har anerkendt dette og tilmed hjulpet os med at realisere det. Især Uggerhøj Biler med Sten Uggerhøj i spidsen har virkeligt taget godt i mod os og ydet en uvurderlig hjælp med at komme på plads. Og samarbejdet fortsætter, da Sten Uggerhøj opfordrer lærlingene på AutoNord til at deltage i Uggerhøj Bilers møder om kundepleje, værkstedsoptimering og udvikling af autobranchen.
Målet er rigtige praktikpladser
Selv om AutoNord giver nogle realistiske rammer at uddanne lærlinge i, så fortæller Michael Krogh-Jørgensen, at målet stadig er at få de unge ud i rigtige lærepladser i nordjyske autovirksomheder:
- AutoNord er en klar forbedring for de elever, som ikke har kunnet finde en læreplads. Men EUC Nord vil stadig arbejde for at finde lærepladser hos virksomheder til eleverne på AutoNord. Vores konsulenter arbejder konstant på dette, og det lykkedes stort set altid at finde en læreplads til alle eleverne. Nogle gange efter få uger og andre gange efter en noget længere periode. På nuværende tidspunkt har vi allerede sendt to elever ud til praktikpladser. Autobranchen er, som så mange andre brancher, presset i disse år, og det kan være svært at finde tid og arbejde til at tage lærlinge. Men om få år vil der være mangel på automekanikere, og derfor er det meget vigtigt, at autobranchen bliver ved med at rekruttere lærlinge, siger han.
- Autobranchen er udmærket klar over dette, og jeg synes vi har et meget fint samarbejde, som AutoNord er et konkret bevis på, bemærker Michael Krogh-Jørgensen.