Indfører egen skrappere værkstedskontrol
Autobutler.dk etablerer sin egen kvalitetskontrol med stikprøvebesøg og varsler farvel til værksteder, der ikke lever op til gængse kvalitetskrav.
- Flere af landets førende værksteds- og kapitalkæder gør et stort arbejde for at løfte kvaliteten i kæderne og deraf branchen som helhed. Den skærpede konkurrence har imidlertid haft som resultat, at portalen desværre ikke kan fortsætte med blot at læne sig op ad branchens allerede eksisterende kvalitetsstandarder, siger adm. direktør Christian Legêne, autobutler.dk ApS.
- Konkurrencen er spidset så meget til mellem grossisterne og kæderne, at der efterhånden er gået sport i at få blæk på papiret, en reservedelskontrakt i hus og et skilt på facaden snarere end at sikre, at både værksted og personale leverer en ordentlig kvalitet, standard og service, siger han.
Autobutler.dk har hidtil stillet krav om, at et værksted enten skal være med i en kæde, være autoriseret, medlem af en forening eller være underlagt løbende kontroller for at blive "medlem" af portalen. Autoværkstederne er derigennem underlagt en vis form for kvalitetssikring og i nogle tilfælde løbende kontrol. Disse krav har vist sig ikke at være fyldestgørende, når det gælder at sikre de danske bilejere den bedst mulige værkstedsoplevelse, har værkstedsportalen erfaret.
Uafhængige kontrollanter
For at sikre en fortsat høj kundetilfredshed griber autobutler.dk nu til skrappere metoder.
- Bilejere er sjældent fagfolk og kan derfor have svært ved at vurdere den tekniske og fagkyndige del af et stykke udført arbejde. Vi har derfor besluttet at indføre obligatoriske stikprøvekontroller i løbet af første halvår 2013, varsler Christian Legêne.
Kontrollanter fra en endnu ikke udvalgt uafhængig samarbejdspartner vil møde uanmeldt op sammen med kunden og kontrollere kvaliteten af det udførte arbejde, som er formidlet via autobutler.dk. Det vil give kunden en ekstra sikkerhed for, at det arbejde, der er udført, stemmer overens med det, der blev aftalt, og at arbejdet er udført i henhold til forskrifterne og autobutlers egen reparationsaftale, som tager afsæt i FDMs ditto.
Omfattende bedømmelse
Bedømmelsen af den enkelte værkstedsydelse vil derfor blive mere omfattende og mere fagligt begrundet end i dag. Samtidig er det en styrkelse i forhold til den kvalitetssikring, som allerede opnås med autobutlers unikke ratingsystem i dag. Ved udgangen af 2012 havde flere end 10.000 danske bilejere afgivet en værkstedsbedømmelse via portalen. Gennemsnitsratingen er 4,5 ud af 5 mulige point.
- Vi er sikre på, at den løbende og uanmeldte stikprøvekontrol vil have en præventiv effekt og bidrage til, at kvaliteten, og ikke bare servicen, i det udførte arbejde højnes. Vi har mulighed for at foretage gentagne kontroller af det samme værksted, og med fagkyndig rådgivning kan vi afgøre, om værkstedet skal fortsætte på autobutler.dk eller ej, siger Christian Legêne.
Har testet kontrol
Målet for autobutler.dk er ikke at gøre sig til herre over, hvad der er godt eller dårligt håndværk, men at sikre en objektiv og fair kvalitetsmåling vurderet og kontrolleret af professionelle fagfolk. Autobutler.dk kørte i 2012 en test baseret på cirka 10 gennemførte kontroller, men i takt med at mængden af opgaver øges og dermed også antallet af værksteder, ser portalen sig nødsaget til at skærpe kravene for det arbejde, den formidler. Autobutler forventer 75.000 opgaver i 2013 og 1100 tilknyttede værksteder ved udgangen af året.
- 2013 bliver derfor året hvor vi indfører løbende kvalitetskontroller. Vi har endnu ikke truffet valg af vores samarbejdspartner, men håber naturligvis at både branche og aktører på området for kontroller vil tage udfordringen op og bidrage til, at vi kan gøre branchen endnu bedre for dem, vi alle lever af - nemlig bilejerne - siger Christian Legêne.