23948sdkhjf

Fra minus til plus hos Andersen

Familien med Allan F. Andersen i spidsen fik et overskud på 76 millioner kroner i seneste regnskab.
Efter en flerårig tur i rutsjebanen, der både har budt på trecifrede milliongevinster og lige så store tab, trækker Køges gamle bilfamilie Andersen nu håndbremsen, skriver Børsen.

Familien med Allan F. Andersen i spidsen har både stået for den danske Mazda- og Suzuki-import, men i de senere år har de største tal været at finde i familiens selskab, Investeringsselskabet af 1. november 2001 A/S.

Her har hektisk spekulation kortvarigt givet familien milliardærstatus. Efter få års store gevinster nåede selskabets egenkapital op over én milliard kroner i 2006, og siden har den bølget frem og tilbage med store udsving. I de sidste otte års regnskaber har overskuddene samlet været på 1,7 milliarder kroner, men i andre år har underskuddene været lige så store, skriver Børsen.

I helt friskt regnskab for 2011-2012 blev overskuddet på 76 millioner kroner før skat mod et underskud på knap 700 millioner året før. Egenkapitalen var ved udgangen af regnskabsåret på 163 millioner kroner.

Samtidig er der sket en væsentlig forandring i forhold til tidligere: En værdipapirpost på næsten 500 millioner kroner er forsvundet ud af balancen, og pengene ligger nu klar i en omtrent lige så stor kontantbeholdning. Dermed er der tilsyneladende gjort op med tidligere tiders meget spekulative tilgang til investering, der ifølge regnskaberne har omfattet et opsigtsvækkende brug af shortselling eller terminskontrakter, som det hedder på dansk.

Her låner man aktier, sælger dem og sætter derefter pengene til side. Hvis et kursfald sætter ind, køber man aktierne tilbage og afleverer dem, hvor man har lånt dem.

Metoden var især givtig i 2008, hvor aktier generelt oplevede meget store kursfald, men i opgangstider er terminskontrakterne særdeles risikable.

Ifølge regnskaberne har almindelig værdipapirhandel også været en del af strategien for familien, men det er altså slut nu.

Ingen kommentarer

Familien har traditionelt ikke gjort meget væsen af sig, og det har ikke ændret sig. Sidste år har Carsten Andersen formelt overtaget ledelsen i investeringsselskabet i stedet for Allan F. Andersen.

- Vi udtaler os ikke om noget. Det er vores generelle holdning, siger Carsten Andersen i en ganske kort samtale med Børsen, som træffer ham på værkstedet i hans egen bilforretning, Carsten Andersen Automobiler på Gammel Køge Landevej i Hvidovre, hvor han sælger nye og brugte Suzuki-biler.

Ud over den store kontantbeholdning råder investeringsselskabet også over en stor post i virksomheden Kaj Andersen & Sønner Holding i Køge. Her lå den danske Mazda-import frem til 2003, hvorefter Mazda selv overtog salget i Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079