23948sdkhjf

AutoBranchen Danmark er en realitet

Danmarks Automobilforhandler Forening og Foreningen af Auto- og Industrilakerere fusionerer per 1. januar og skaber AutoBranchen Danmark.
På to ekstraordinære generalforsamlinger i Danmarks Automobilforhandler Forening og Foreningen af Auto- og Industrilakerere i går onsdag den 2. oktober blev fusionen mellem D.A.F. og FAI vedtaget med overvældende flertal. Brancheorganisationen AutoBranchen Danmark bliver dermed en realitet fra den 1. januar 2014.

Formændene for begge organisationer glæder sig over generalforsamlingernes resultat.

Formand for D.A.F. Knud Nielsen udtaler:

- Med AutoBranchen Danmark får vi en meget bredere og stærkere platform at arbejde ud fra, og vi vil kunne tilbyde vores medlemmer langt mere, end vi gør i dag. Udviklingen inden for autobranchen går stærkt. Derfor er det vigtigt, at vi taler med en stærk stemme i fremtiden.

Lasse Jæger Jensen, formand for FAI, kalder generalforsamlingernes "ja" til fusionen for en "historisk beslutning", og tilføjer:

- Vi har søsat et banebrydende projekt, der samler to af branchens vigtigste organisationer under et navn. Dermed får vi også en unik faglig platform for reparation og salg af biler i Danmark.

AutoBranchen Danmark bliver organisationen for 800 bilforhandlere, bil- og lakeringsværksteder med i alt 1100 forretningssteder. Organisationens medlemmer beskæftiger 20.000 personer og omsætter for i alt 50 milliarder kroner.

Konkret vil AutoBranchen Danmark bestå af to sektioner – en salgs- og en eftermarkedssektion. Ny adm. direktør for hele organisationen bliver D.A.F.’s nuværende adm. direktør Jens Brendstrup, der også får ansvaret for salgssektionen. FAI’s direktør Michael Nørregård får titel af underdirektør, blandt andet med ansvar for eftermarkedssektionen.

De to moderforeninger fusionerer også deres arbejdsgiverforeninger, der under navnet AutoBranchens ArbejdsgiverForening vil repræsentere en lønsum på cirka én milliard kroner.

Sekretariaterne for D.A.F. og FAI har siden efteråret 2011 delt kontor i Autobranchens Hus i Taastrup. Samarbejdet har fungeret så gnidningsfrit, at fusionen til AutoBranchen Danmark bliver en realitet et år tidligere end planlagt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074