Festlig royal raceråbning
Mandag den 3. februar åbnede Hans Kgl. Højhed Prins Joachim sammen med sine to sønner, Prins Nikolai og Prins Felix, udstillingen og aktiviteten "Racersportens historie en miniature" på Teknisk Museum i Helsingør.
Alle tre prinser har leget med Scalextric mini-race og var således drevne kørere på den store bane, som er opbygget på Teknisk Museum i samarbejde med den tidligere verdensmester, racerkøreren Thorkild Thyrring.
Åbningen var et stort tilløbsstykke, og hallen, hvor banen står, var propfyldt med museumsgæster og presse.
Prins Nikolai og Prins Felix fik til lejligheden deres racerlicens til at køre på "Ring Teknisk Museum", samt en Scalextric Porsche RS Spyder bil med deres navn på, til når de får lyst til at køre race på museet.
Thorkild Thyrring kører også race i skala 1:32. Thorkild Thyrring har en meget stor samling af Scalextric og har på museet opbygget en udstilling af Formel 1 sportens historie en miniature. Desuden vises Le Mans bilernes udvikling ved hjælp af Scalextric biler.
Publikum har mulighed for at køre med nogle af Thorkild Thyrrings miniracerbiler hver dag i skolernes vinterferie i uge 7, fra lørdag den 8. til søndag den 16. februar fra kl. 10.30 til 12 og kl. 12.30 til 16.30.
Der vil derefter også løbende blive lavet forskellige arrangementer og forevisninger i forbindelse med racerbanen.
I vinterferien er der udstillet en racersportsvogn i fuld størrelse, en meget speciel Jowett Jupiter af den type der vandt sin klasse i le Mans i 1950, 51 og 52.