23948sdkhjf

Engelsk SKF-chef

Christopher Burke-Martin afløser Per H. Larsen som nordisk salgs- og marketingdirektør for SKF Automotive Vehicle Service Market.
Autobranche-profilen Per H. Larsen meddelte for nogle uger siden, at han forlader autobranchen for at blive adm. direktør for Knudsen Holding ApS i Sorø med årets udgang. Den 58-årige Per H. Larsen siger dermed farvel til den svenske leje-gigant, SKF Automotive, hvor han har været nordisk salgs- og marketingdirektør siden 2010.

Hans afløser på posten bliver den 51-årige englænder, Christopher Burke-Martin, som i små tre år har været salgs- og marketingchef for SKF Automotive i Storbritannien og Irland - fra det nye år udvides hans ansvarsområde således også med Norden.

Christopher Burke-Martin har været i autobranchen i 27 år, siden han blev uddannet som mekanisk ingeniør som 24-årig. Han skiftede siden til salg, og har beskæftiget sig med både OE, OEM og OES, ligesom han har boet og arbejdet i både USA, Japan og Taiwan. Privat bor han i en lille by nord for Luton, hvor SKF Automotive Vehicle Service Market UK holder til.

- Det er en spændende udfordring for mig. Jeg har arbejdet i autobranchen i 27 år, og eftermarkedet har altid ændret sig dynamisk og hele tiden - det står aldrig stille. Jeg skal nu bygge på den succes, som Per H. Larsen har skabt gennem hans 4,5 år hos SKF, udtaler Christopher Burke-Martin, som fremover skal tilbringe en del af sin tid i de fire nordiske lande, Danmark, Sverige, Norge og Finland.

- Det er min stil at være hos kunderne, så jeg skal møde alle de store kunder i Norden, tilføjer han.

- Eftermarkedet bliver stadig mere globalt, men vi skal fortsat have lokal service og forankring. Indkøbsmønstrene i Europa ændrer sig og bliver mere ens, blandt andet under påvirkning af e-handel og internettet, og her skal vi være på forkant og fleksible - nøglen er at være fleksibel, udtaler Christopher Burke-Martin.

Mens SKF’s europæiske distributionscenter (EDC) ligger uden for Bruxelles, kan den nordiske region glæde sig over i år også at have fået et nordisk lager (NDC) nær SKF’s hovedkontor i Gøteborg, og det har allerede forbedret leveringsevnen i Norden samt skabt hurtigere betjening af de nordiske kunder, ligesom koncernens grønne fokus med eksempelvis CO2-reduktion plejes.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062