Ny formand for datalager
Comeback til rutinerede kræfter i Autoophuggernes Datalager.
- Jeg har således taget min borgerpligt i bestyrelsen, men der opstod en situation, hvorfor jeg har valgt at tage en tørn mere, udtaler Karsten Holst Jensen.
Han afløser som A.D.-formand Hanne Jensen, der har solgt sin virksomhed Slagelse Autoophug, ligesom også John Erik Als, Vojens Autoophug, har trukket sig fra bestyrelsen ved ikke at ønske genvalg.
Mens den hidtidige bestyrelse kun har bestået af fire medlemmer og derfor været meget lille, tæller den nyvalgte bestyrelse syv medlemmer. Det er maksimum, idet vedtægterne fordrer 4-7 medlemmer.
Henrik Henriksen, Henne Autolager, og Gunner Iversen (direktør i A.D.), Aadum Autoophug, fortsætter i bestyrelsen, mens de fire øvrige nye - foruden formanden - omfatter endnu en veteran, nemlig Kai Koustrup, Odder Autodele, samt Cathrin Jensen, Knudlund Autogenbrug, Kristian Knudsen, KK Autodele Holstebro, og Kim Andersen, Sindal Autoophug. Det oplyser den nye formand.
Opgave skal løses
Han fortæller, at forsinkelsen at det nye IT-program, som oprindeligt skulle være indført inden sommerferien, har skabt nogen turbulens.
- Den tidligere bestyrelse har allerede forlænget med vores nuværende IT-leverandør én gang, og det må vi gøre igen, fordi vores IT-system har vist sig at være mere kompliceret, end den nye leverandør har kunnet overskue. Men jeg har tiltro til, at vi om nogle uger kan fortælle mere om den videre proces. Vi skal have løst denne opgave og lavet en køreplan, så vi kan komme ud på den anden side, siger Karsten Holst Jensen.
Han vurderer, at de første virksomheder kan komme på det nye IT-program i løbet af kort tid, men at der formentlig vil gå nogle måneder, førend alle virksomheder i A.D. er kommet med.
Det forsinkede IT-program, som A.D. har investeret en del midler i, har skabt nogen usikkerhed, ligesom en overgang jo også vil kræve undervisning af medarbejdere og nogen tilvænning. Men vi har intet at udsætte på den gamle bestyrelse, som har bestået af for få mennesker, konstaterer Karsten Holst Jensen.