Shells ukendte samarbejdspartner
I 2010 solgte Shell den del fra, der stod for distribution, marketing og salg af smøreolier. Det bliver i dag varetaget af firmaet Univar, der sælger 2,8 millioner liter smøreolie i Norden.
Univars kunder er ofte slutbrugeren. Det være sig værksteder, tankstationer eller supermarkeder. I alt bliver der solgt 35 millioner liter olie årligt i de nordiske lande, heraf går 2,8 millioner liter til autobranchen. Det gælder blandt andet også deres nye baseolie GtL også kendt som PurePlus.
- Shell har investeret meget i teknologisk udvikling. Her er det klart området omkring GtL, Gas-to-liquid, der er mest spændende. I stedet for at bruge råolie, udvindes et lignende produkt ved hjælp af naturgas. Det betyder, at det færdige produkt kan klare langt lavere temperaturer – helt ned til -42 grader mod omkring -17 for normale olier. Olierne er helt klare og indeholder ingen aromater, der er farlige for både mennesker og miljøet. Derudover giver det en bedre brændstofsøkonomi, ligesom forbruget af motorolie mindskes med mellem 40 og 80 procent sammenlignet med andre olier, siger Christoffer Hansen, Technical Manager Lubricants hos Univar.
Han tager sig af rådgivning af kunderne og træning i forbindelse med salg af produkterne. I Danmark har de aftaler med mange værksteder, men også butikker som Bilka aftager de omkring 600.000 liter motorolie, der årligt sælges i Danmark.