23948sdkhjf

Ønsker lempelse af reparationsgrænse gjort permanent

CAD efterlyser ny beregningsmodel af reparationsgrænsen for biler. Det kan give flere hundrede job i Region Sjælland.
På landsplan forsvandt cirka 1000 job hos autoværkstederne, da reparationsgrænsen for biler blev sænket fra 75 til 65 procent i 2011. Reparationsgrænsen er grænsen for, hvornår en bil skal skrottes, hvis den bliver skadet.

Den 1. januar trådte en lempelse i kraft, så reparationsgrænsen igen er 75 procent i 2014 og 2015. Men autobranchen ønsker sig, at der bliver tale om en permanent ordning.

- Vi får ekstra job, men ikke så mange, som er forsvundet, siger Johannes Jensen, der er næstformand i Centralforeningen af autoværksteder i Danmark (CAD) og selv har værksted i Køng i Lundby ved Vordingborg, til Sjællandske.

Han forklarer, at det tager 3,5 år at udlære en lærling, men lempelsen er foreløbig kun for to år.

- Jeg tvivler på, at vi får så mange unge mennesker i lære, som vi kunne ønske os, siger Johannes Jensen og fortæller, at det svarer til at bede virksomhederne om at lave en investering, som de ikke ved, om de kan tjene ind igen.

Sidste år dukkede foreningen op til Folkemøde på Bornholm kørende i biler, som burde være skrottet efter de gældende regler. Igen i år vil CAD lave et eller andet sammen med Håndværksrådet for at gøre opmærksom på problemet.

Johannes Jensen påpeger, at hvis det rigtig skal rykke, skal man kigge på beregningsmodellerne.

Som det er nu, gør man enhver skade op i forhold til prisen på nye reservedele. Hvis prisen for en reparation blev gjort op på en anden måde, så brugte reservedele kunne være med, ville mange flere biler blive repareret i stedet for at ende som skrot, mener Johannes Jensen.

- Det er næste trin, vi skal kæmpe for, siger Johannes Jensen og vurderer, at det vil give mere end 1000 job på landsplan. Her skønner han, at de 30 procent af jobbene vil være i Region Sjælland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.16