Super-lastvogn til undervisning
Nyeste Renault T-range med alt tænkeligt udstyr hos TEC.
Efter at have fået den seneste Renault-lastvogn frit og kvit fra den franske fabrik i forbindelse med et besøg der, har TEC nu investeret i den nyeste Renault T-range til en pris af 635.000 kroner.
Mens lastvognen kun er udstyret med den mindste brændstoftank og en motor på 380 hk samt uden eksempelvis spoiler og køje, fordi der ikke er brug for disse elementer i undervisningen, har den alt på inden for ekstraudstyr. Der kan simpelthen ikke tilvælges mere, og på den led er vognen den eneste at sin art herhjemme.
- Vi fik et godt tilbud, og vi vil gerne være fremtidssikret. Vi vil gerne højne uddannelsen og tiltrække nye elever med den nye lastvogn, som også betyder, at en større del af undervisningen ikke blot skal vises på en tavle, forklarer inspektør Egon Larsen.
Den nye Euro-6 lastvogn er blandt andet udstyret med ACC, vejbane-assistent, fuldt klimaanlæg, oliefyr, vægt-sensorer, fuld luftaffjedring på for- og bagaksel, navigation med touch-skærm og udvidet Infomax, det nyeste elektroniske bremsesystem, commonrail samt xenon og LED-lys, oplyser faglærer Christian Svane, som er i gang med at udvikle opgaver med udgangspunkt i det nye køretøj samt bruge det kostbare køretøj aktivt i undervisningen.
TEC har nu en halv snes lastvogne til undervisning, heraf flere Renault, men også både Scania, MAN, Mercedes og Iveco. TEC er en af fire danske erhvervsskoler, som uddanner lastvognsmekanikere, og hos TEC har man efter nogle svære år for vognmandsbranchen oplevet en svag stigning i interessen for uddannelse. Pt tæller 1. skoleperiode således 16 elever, og skolen har hele tiden to klasser i gang.