Flot dansk finale i klassisk Monte-Carlo
Toni Hansen kørte sig til en imponerende ellevteplads, mens Jens Gandrup kørte sig 190 pladser op.
Toni Hansen og Per Brodersen fra Horsens og Lem sluttede på en imponerende 11. plads blandt 257 fuldførende mandskaber i deres Audi 80.
- Vi valgte pigdæk til nattens prøver, men der var for lidt is og sne, så almindelige vinterdæk havde været bedre, konstaterede Toni Hansen klokken fire om morgenen på havnen i Monaco.
Den tidligere rallymester Hans Kolby, England og Lem, og codriver Jan Østergaard, Horsens, forsvarede med held deres 21. plads i deres Lancia Fulvia HF og sluttede endda i top 20.
- Vi manglede lidt kræfter op ad de stejle bjergveje, så jeg havde håbet på sne, og derfor er vi, efter omstændighederne, meget tilfredse, mente Hans Kolby.
En stor præstation blev leveret af far og søn-holdet Jens Gandrup og Kristian Flensbak fra Odense. Efter førstedagen i bjergene, hvor de kørte deres Alfa Romeo Alfetta GTV fast i sneen, lå de nr. 246, men i mål efter den sidste nat var de oppe på en 56. plads.
- Efter den start kan vi kun være tilfredse, sagde Jens Gandrup i målet på havnen i Monaco.
Lars Bækkelund, Horsens, og Arne Pagh, Middelfart, blev nr. 6 i løbet i 2010, men i år var en anden historie:
- Jeg havde solgt min egen bil og lånte derfor en VW Golf GTI, men desværre blev motoren varm den sidste nat og brugte meget vand, så vi faldt ned til nr. 120, sagde Lars Bækkelund ved mål.
Bent Mikkelsen, Vejle, var sammen med co-driver Henrik Møller Nielsen, Allingåbro, på vej mod sit hidtil bedste resultat og lå løbet igennem i top 30 i sin VW Golf GTI. Men De lange knives nat ville det anderledes:
- Vi fik tændingsproblemer i motoren på den sidste specialetape og kunne derfor ikke holde tempoet, fortalte Bent Mikkelsen, der sluttede som nr. 123.
Debutantholdet, brødrene Poul og Carl Hellmers fra Kjellerup og Kolding, leverede en absolut godkendt præstation. Uden servicemandskab, og kun med de dæk, der sad på bilen, kørte de deres Alfa Romeo Giulia Super i mål på placering som nummer 213.
Rally Monte-Carlo Historique blev for tredje gang vundet af belgieren José Lareppe i Opel Kadett GT/E. Lareppe har også kørt løb i Danmark, hvor han deltog i Oresund Rally, dog uden at vinde.