Reform af erhvervsuddannelserne udskudt
Ventetiden må betyde, at politikerne tager erhvervsskolereformen alvorligt og ikke blot vil foretage småjusterinter, mener chefkonsulent i Håndværksrådet, Heike Hoffmann.
Først lovede politikerne en reform efter sommerferien, så hed det efteråret, men flere hindringer betyder, at reformen nu er udskudt.
- Vi bedømmer, at det er meget svært for de politiske partier at blive enige om en helhed for et forlig. Og derfor tager det ekstra lang tid. Men vi håber, at det er et signal om, at man ikke blot vil lave småjusteringer men for alvor tage fat om de store problemer, der er med de faglige uddannelser, siger Heike Hoffmann, chefkonsulent i Håndværksrådet og uddannelsespolitisk ekspert, om den lange ventetid.
Mens resultaterne lader vente på sig, må de små og mellemstore håndværksvirksomheder håbe på, at den fremtidige arbejdskraft snart kan blive bedre uddannet, og at flere velkvalificerede unge vil søge ind på erhvervsskolerne. Flere brancheforeninger i også autobranchen har klart opfordret til en omlægning og opklassificering af erhvervsuddannelserne med en skolereform.