23948sdkhjf

Codan opsiger små autoværksteder

Stor utilfredshed i autobranchen over stort forsikringsselskab, som skærer værksteder væk, der har lavet færre end seks skader for Codan sidste år. CAD, som melder om flere hundrede opsigelser, betegner Codans fremgangsmåde som utroværdig, useriøs og uigennemtænkt.
En række danske autoværksteder har i et brev dateret den 28. juli pludselig med én måneds varsel fået opsagt deres prisaftaler med forsikringsselskabet Codan, nemlig alle, der har håndteret under seks opgørelser for Codan i 2013.

"Som følge af det kan vi ikke se, at der er grundlag for fortsat samarbejde og prisaftale. Vi skal meddele, at I fra 1. september 2014 ikke længere må opgøre skader for Codan og Privatforsikring. Med virkning fra 1. september vil jeres rapporter blive afvist", skriver José L. Castellanos, strategisk chef inden for motor hos Codan i Norden, blandt andet i brevet.

Et af de værksteder, som er blevet opsagt, er HJ Auto i Roskilde, der laver 60-80 skader om året. Og her er indehaver Henrik Johansen stærkt fortørnet.

- Jeg føler mig pisset på. Det er irriterende og et hak i tuden. Vi har lavet forsikringsskader siden 1988. Vi har passet og plejet vores forsikringsselskaber og givet dem rabat - det er en lousy måde at behandle os på, udtaler Henrik Johansen.

- Jeg vil nu gå til mine loyale kunder og opfordre dem til at finde et andet forsikringsselskab end Codan, tilføjer han.

Klar opstramning

Autobranchen Danmark har fået seks henvendelser fra medlemmer om Codans opsigelse, og her melder underdirektør Michael Nørregård også om fortørnelse over opsigelserne.

- Vi er i dialog med Codan om KS 2000, som skal sikre kvaliteten i arbejdet. Så opsigelserne er en underlig måde - Codan kunne have talt med os, så vi kunne have varslet værkstederne. Men samtidig er der nogle oplagte problemer. Det er en klar opstramning i forhold til det frie værkstedsvalg - andre selskaber forbyder ikke Forsi-rapporter, hvis kunden ønsker et bestemt værksted, som ingen aftale har, siger Michael Nørregård.

Autobranchen Danmark vil tage sagen op med Codan, men José L. Castellanos er angiveligt først tilbage fra ferie 18. august.

Utroværdigt

Også hos de frie værksteders forening melder CAD-direktør Erik S. Rasmussen om "en sand storm" af henvendelser fra utilfredse medlemmer om sagen - flere hundrede CAD-værksteder har fået det famøse Codan-brev med opsigelsen.

- Jeg mindes ikke en lignende storm i forbindelse med, at et forsikringsselskab har ændre strategi og filosofi og fuldstændig frataget bilejeren det frie værkstedsvalg, siger Erik S. Rasmussen, som forgæves har forsøgt at få José L. Castellanos i tale.

- Vi er fuldstændig målløse over fremgangsmåden, at vi ikke er blevet forhåndsvarslet, over kriterierne for opsigelsen og over angrebet på bilejerens ret til frit værkstedsvalg. Det er nok det tyndeste grundlag, jeg har set for en sådan opsigelse, mener CAD-direktøren, som peger på, at medlemmerne undrer sig over, at grænsen lige trækkes ved seks skader i 2013.

- Flere har for eksempel haft over seks skader i 2012, men måske været nede i en bølgedal i 2013, og hvad med det værksted, som måske har haft fem skader af 50.000 kroner i 2013, mens et andet med syv skader á 10.000 kroner ikke opsiges. Det er utroværdigt, useriøst og uigennemtænkt, mener Erik S. Rasmussen.

- Og hvordan gør et opsagt værksted sig kvalificeret til atter at blive leverandør til Codan - det melder historien intet om, tilføjer han.

- Dette fremmer på ingen måde Codans goodwill i branchen, og jeg savner svar fra selskabet om, hvorfor man vil risikere så massiv badwill i autobranchen efter årtier med frit værkstedsvalg. Vi har set samme øvelse hos andre selskaber, men ikke at man definitiv har fjernet det frie værkstedsvalg. Codan har formentlig ikke overtrådt gældende lovgivning ved denne opsigelse - det handler om moral, etik og god opførsel, siger Erik S. Rasmussen.

Han henviser også til et medlem, som har ageret "mystery shopper" af bilforsikring og her fået at vide, at der er frit værkstedsvalg - en sag som CAD selv vil gå videre med.

Codan svarer

Hos Codan oplyser pressechef Mads Houe, at han af konkurrencehensyn ikke kan oplyse, hvor mange værksteder, selskabet af opsagt per 1. september, men at de fleste kun har lavet 1-2 skader sidste år.

- Vi gennemgår løbende vores prisaftaler og laverandør-netværk, og vi ønsker i denne sag et tættere samarbejde og dialog med vores fordelsværksteder og større værksteder for at opnå smidigere service og bedre kvalitet, udtaler Mads Houe.

Han oplyser, at Codan har omkring 200 fordelsværksteder, og at ændringen ikke skal udvide antallet.

- Men vi intensiverer samarbejde med dem, og de vil nu få flere skader, forudser Mads Houe.

- Vi ved godt, at en række værksteder ikke er glade for denne opsigelse, men vi har lige nu det setup, vi skal bruge, tilføjer han.

- Der er intet frit værkstedsvalg, når det gælder udbedring af forsikringsskader. I vores policer står der, at det brugte værksted skal være godkendt af Codan. Så hvis en kunde efter 1. september insisterer på et værksted, som ingen aftale har, kan det ikke lade sig gøre. Og vores kundeundersøgelser har også vist, at det har kunderne ikke noget imod, udtaler pressechefen.

Til Henrik Johansens udsagn om, at han vil opfordre sine kunde om at skifte fra Codan, siger Mads Houe:

- Det er vi da kede af. Dette er jo ingen kritik af kvaliteten eller indholdet af det samarbejde, vi hidtil har haft med de mindste værksteder, men vi ønsker værksteder med en større volumen af skadeshåndtering. Der er heller ikke tale om en opsigelse for tid og evighed. Opsagte værkstederne kan altid henvende sig om 1 til 1,5 år for at høre, om verden har ændret sig.

Mister det frie værkstedsvalg

Også en tredje brancheforening - Sammenslutningen af Køretøjsbyggere og Autooprettere i Danmark (SKAD) - har hørt om sagen:

- Så vidt jeg kan bedømme, er der mange, der har fået opsigelsen. Codan er ved at konsolidere deres indkøb. Det har de gjort siden 2010. Min forventning er, at flere selskaber går denne vej - og har allerede gjort det - for at begrænse antal samarbejdspartnere med det mål at opnå de bedste betingelser ved indkøb. Bilejeren underskriver forsikringsaftaler, der giver selskabet lov til at bestemme, hvor bilen skal repareres, for at få lave præmier og lav selvrisiko. Mange er nok ikke klar over, at de dermed mister det frie værkstedsvalg. Jeg forventer, at flere værksteder vil være nødsaget til at stoppe på baggrund af selskabernes indkøbspolitik, større krav til teknik, faldende skadestal og flere totalskader, siger SKAD-direktør Thomas Krebs og tilføjer:

- En meget trist udvikling, som vi har advaret imod i flere år. Vi er fortsat nødsaget til at holde fokus på korrekt reparation, kvalitetsdele og "at begrænse elastikken sund fornuft", så vi ikke giver slip på trafiksikkerheden. Om bilisten er vinder i selskabernes indkøbsstrategier, må vise sig i fremtiden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078