Dækbranchen hjælper autobranchen
Landets omkring 8000 autoværksteder og bilforhandlere modtager i disse dage information og tilbud om gratis materiale om EU-dækmærkningsordningen fra Dækbranchens Fællesråd og Dækimportørforeningen.
- Den danske dækbranche har længe været klar og viser de respektive dæks mærkning på deres hjemmesider og i deres individuelle materiale, men har besluttet at det kan gøres endnu bedre, siger Volker Nitz, direktør i Dækbranchens Fællesråd.
Mærkningsordningen for bildæk betyder, at alle nye dæk skal være forsynet med en label, som beskriver dækkenes egenskaber på tre centrale områder: brændstoføkonomi, bremseegenskaber på våd vej og udvendig støj. På alle parametre er der stor forskel fra de dårligste til de bedste dæk, og derfor sætter en ny kampagne nu fokus på mærkningsordningen for at få forbrugerne til at vælge de bedste dæk.
Unikt i Europa
Dækimportørerne i Danmark har som noget helt unikt løftet i flok omkring ordningen og indgået et samarbejde om en fælles portal www.dæklabel.dk - og gratis trykt materiale. Danmark er således det første land i Europa, som fører an med en bred samlet indsats omkring udbredelse af EU-dækmærkningsordningen.
- Til hjælp, både til forbrugere og professionelle, har vi skabt denne portal, hvor alle dækfabrikater er samlet. Det gør det dermed meget let for alle, at få et samlet overblik over både de forskellige dæk og mærkningsordningen generelt. Endvidere er der udviklet trykt materiale, både til forbrugere og medarbejdere, som stilles gratis til rådighed for hele auto- og dækbranchen, siger Volker Nitz.
Dækbranchens Fællesråd har som projektleder rettet skriftlig henvendelse til alle som importerer dæk i Danmark. Alle kendte importører har således fået tilbud om at komme med i databasen. Skulle det dog være sådan, at man fejlagtigt ikke er blevet kontaktet, så er det blot at henvende sig til sekretariatet oplyses det af Volker Nitz. Målet er nemlig, at alle dæk der sælges på det danske marked, skal være repræsenteret og da det er gratis at være med, så er det blot at henvende sig.