Skifte på fagavisen
Tina Altenburg stopper som ankerkvinde på Motor-magasinets ugentlige produktion for at blive maritim freelance journalist.
42-årige Tina Altenburg har arbejdet som deltids redaktionssekretær (tre dage om ugen) på Motor-magasinet og har ved siden af leveret redaktionelt stof fra den maritime verden på freelancebasis. Desuden har hun i nogle år fungeret som lønmedarbejder på Danske Fagmedier ApS i Herlev, som Motor-magasinet er en del af.
Endvidere har hun de seneste år været delvist skrivende på Motor-magasinet, hvor hun også har stået i spidsen for navnestoffet.
Tina Altenburg startede i juni 2006 hos det tidligere Aller Business, som Motor-magasinet førhen var en del af. Først på Industriens Dagblad I dag, men fra 2007 som redaktionssekretær på Motor-magasinet. Desuden lavede hun frem til 2009 også journalistik for Transportmagasinet, blandt andet fra den maritime branche.
Tina Altenburg er oprindeligt uddannet cand. mag. i historie og russisk, og derefter uddannede hun sig til HD i finansiering fra 2004 til 2008. Fra 2010 til 2012 tog hun uddannelsen HD i regnskab og økonomistyring, så hun i dag besidder den unikke titel: HD i finansiering, regnskab og økonomistyring.
Privat er hun gift, har to døtre på 8 og 18 år og bor i Taastrup.
Motor-magasinet, som nu er i færd med at finde en afløser for Tina Altenburg, vil gerne sige hende tak for en loyal, engageret og kompetent arbejdsindsats på autobranchens uafhængige fagblad - ikke mindst for grundig redigering, produktionsstyring og korrekturlæsning.