23948sdkhjf

EU-forslag fint for leasingbranchen men ikke for statskassen

Forslaget om fri bevægelighed for leasingbiler over grænserne i EU kan blive dyrt i tabte afgifter, frygter skatteminister Jonas Dahl.
EU-kommissionen vil gøre det lettere at flytte biler mellem EU-landene. Det skal være nemt at omregistrere køretøjet, når det skifter nationalitet, og leasing- og biludlejningsfirmaer skal kunne udleje biler i hele EU uden at skifte nummerplader og registreringsattest.

Der er bare en hage set med skatteminister Jonas Dahls (SF) øjne. Forslaget om genregistrering og et indre marked for leasing giver nemlig flere mulighed for at køre rundt på ikke-danske nummerplader i længere tid.

Det betyder tabte afgifter og fare for flere køretøjer på vejene, som ikke er underlagt den danske miljøregulering. Nye biler udleder i gennemsnit 117 gram CO2 per km, mens gennemsnittet er 135 gram CO2/km, anfører skatteministeren.

Derfor afviser Jonas Dahl forslaget, medmindre der strammes op på de paragraffer, der underminerer opkrævningen af bilafgifter.

Misbrug og tab øges

EU-kommissionen foreslår nemlig ikke entydige kriterier for, hvor et køretøj skal registreres. I nogle lande er det ejeren, som er indehaveren af registreringsattesten, mens det i andre lande er brugeren.

Kommissionen foreslår tillige, at et køretøj kan bruges i andre lande uden genregistrering, så man over alt i Europa kan lease biler på nummerplader fra det land, hvor leasingfirmaet hører hjemme.

- Denne del af forslaget udgør en trussel mod det danske skatteprovenu fra beskatning af køretøjer, erklærer Jonas Dahl.

- Køretøjer bør kunne registreres, hvor de bruges, og det sikrer kommissionens forslag ikke, fastslår Jonas Dahl.

Han er positiv over for forenklingerne, der ikke berører det danske afgiftssystem. Det drejer sig om genregistrering på basis af eksportlandets oplysninger.

Flere svensker-biler i København

Længere frist for genregistrering vil i sig selv koste statskassen 10 millioner kroner om året, lyder det nyeste tal.

Erhvervskommissær Antonio Tajani fremsatte forslaget i april 2012. Dengang vurderede Skatteministeriet, at staten ville miste 50 millioner kroner, hvis fristen for om- eller genregistrering blev forlænget fra to uger til et halvt år.

Desuden vil køretøjet falde i værdi i denne periode, og dermed bliver registreringsafgiften lavere. Endelig bliver det sværere at slå ned på bilister, der kører rundt i København på svenske plader.

LA glad for afgiftsfrie biler

Det afgiftsrebelske Liberal Alliance siger nej, for partiet vil da godt have billigere biler. EU-ordfører Mette Bock (LA) er glad for dette initiativ fra EU-kommissionen.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten siger nej med den modsatte begrundelse. De vil slet ikke vide af forslaget, selv om de støtter skatteministerens holdning.

- Det er et søgt argument at sige, at formålet er fri bevægelighed for biler velvidende, at det ramler ind i skattelovgivningen. Man sætter fri bevægelighed over alt muligt andet, som burde være national kompetence, siger EU-ordfører Pia Adelsteen (DF).

- EU skal ikke ind over vores skatte- og afgiftssystem, siger EU-ordfører Nikolaj Villumsen (EL).

Venstre og Konservative sikrer flertal for regeringens forhandlingsposition.

- Muligheden for helt at undgå registreringsafgiften ved at lease en bil i et andet land vil nok være i nærheden af 100 procent udnyttelse, bemærker EU-ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) med et smil.

25 landes statskasser

- Det vil være en indgriben i forhold til de danske beskatningsregler, fastslår Jonas Dahl.

Ergo drejer forslaget sig om skat og kræver enstemmighed blandt de 28 EU-lande, mener den danske regering. Imidlertid mener EU-kommissionen og ministerrådets juridiske tjeneste, at det ikke er tilfældet.

Jonas Dahl undgår dog at sætte sagen på spidsen og udløse den statsretlige mine.

- En række lande har det samme forbehold. Reelt har kun tre lande en nulbeskatning i forhold til registreringsafgift. Jeg tror, at mange lande vil have en fælles interesse i at finde en løsning. Nu foregår der drøftelser i EU, så det er for tidligt at forholde sig til hvis og hvis …
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078