Nick fra Nørresundby vandt lærlinge-DM
Danmarks bedste personvognsmekaniker blev kåret ved DM i Skills. Statsministeren lover flere penge til mesterskaberne for at højne erhvervsuddannelserne.
42.000 tilskuere gæstede Gigantium mod 30.000 sidste år i Aarhus, i kraft af også busser med folkeskoleelever fra hele landet. 29 fag konkurrerede i år for at finde landets bedste lærlinge. Og formanden for Skills Danmark, Jesper Juul Sørensen, glædede sig over kampgejsten og de faglige udfordringer, der er en uvurderlig reklame for erhvervsuddannelserne Overalt var niveauet meget højt, også hos personvognsmekanikerne.
- Jeg følte mig godt forberedt og havde ikke svært ved disciplinerne, dog var der ikke meget tid til service-opgaven, sagde den glade vinder Nick Wøbbe Jensen til Motor-magasinet, da han og de øvrige deltagere blev fejret efter konkurrencen.
Forinden havde han fået sit diplom og en statuette overrakt af undervisningsminister Christine Antorini (S) ved en storslået afslutningsceremoni.
- Det er en fornøjelse at se så mange håndværkere, der kan deres kram og samtidig gøre det populært overfor kommende håndværkere blandt de unge tilskuere fra folkeskolerne, som nu detailslagternes såkaldte scoremiddag. Danske lærlinge har tidligere vundet guld, sølv og bronze ved World Skills, så det skal nok gå jer godt i Rio i 2015, håbede ministeren. Hun udtalte også, at der er kamp mellem kommunerne om at blive vært for Skills, der blev afviklet for fjerde gang. Stafetten gik videre til København i 2015, og derefter bliver det Fredericia og Roskilde.
Skills giver søgning
Ulla Astmann (S), formand for Region Nordjylland, takkede for en "superfed" oplevelse med genlyd i hele Danmark og fortalte, at man har startet kampagnen Erhvervsuddannelse i vækst i tre år for otte millioner kroner for at få flere elever til erhvervsskolerne. Kampagnen for flere praktikpladser i 2010, Tag en elev det betaler sig, gav 1000 aftaler og 1600 flere praktikpladser året efter, så kampagner har betydning. Efterspørgslen efter håndværksfag mærkes nu også i Odense og Aarhus efter at have huset Skills i henholdsvis 2012 og 2013.
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) sagde, at Skills er en rejse i oplevelser, hvor især ilden i de unges øjne aftvinger dyb respekt.
- Det gode håndværk er også en fin vej til at realisere sine karrieremæssige drømme, sagde Thomas Kastrup-Larsen.
Pia Allerslev (V), Børn og Ungeborgmester i København, glæder sig til at se Skills i Bella Center i 2015 som et arrangement, der kan vende en kedelig national tendens omkring søgning til erhvervsskolerne.
- Folkeskolereformen skal også sætte fokus på erhvervssamarbejdet i udskolingen, så de unge ikke bare vælge gymnasiet, fordi det virker som det mest sikre. Vi skal især have fat i de unges mødre omkring valg af uddannelse, viser undersøgelser, sagde Pia Allerslev.
Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Region Hovedstaden, satte billede på læger i hvide kitler, der ofte udtaler sig på tv, men hvis arbejde slet ikke kunne fungere uden eksempelvis gode elektrikere og SOSU-assistenter.
Penge til flere fag
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) oplyste ved åbningen af Skills, at mesterskaberne skal tilføres penge for at kunne udvide til at omfatte flere fag, og så flere unge kan deltage i World Skills. Det skal højne erhvervsuddannelsernes image og give prestige.
- Det ærgrer mig, at erhvervsuddannelserne gennem mange år er blevet forsømt, og derfor skal vi have hævet niveauet med blandt andet karakterkrav i dansk og matematik og ved et fast timetal. Ingen uddannelser er finere end andre, og vi skal fastholde og udvikle den solide danske tradition for gode håndværksuddannelser, hvor den faglige stolthed lever i bedste velbefindende.
- En studentereksamen er ikke noget værd i sig selv. Det er derimod en erhvervsuddannelse, hvor man lærer et fag og på den baggrund kan forsørge sig selv, sagde statsministeren.
Håndværk skaber innovation
På metal-standen efter finalen var finaledeltagerne samlet med familie og mestre. Formand for Metalindustrien, Per Paaskesen, lykønskede alle deltagere og takkede arbejdsgivere, skoler og sponsorer.
- Der er altid brug for dygtige folk, uanset konjunkturer, og I er de ypperste rollemodeller, tak for jeres store engagement, sagde Per Paaskesen og nævnede Metalindustriens kampagne Hands on fra uge 9, der skal gøre opmærksom på håndens arbejde.
Lone Folmer Bertelsen, erhvervsuddannelseschef Dansk Industri sluttede talerrækken ved at konstatere, at gode håndværkere ofte løser problemstillinger i samarbejde med andre faggrupper og kombinerer hænder og hoved.
- Vi skal blive bedre til at fortælle, at dygtige håndværkere er dem, der skaber innovation i samfundet. At lære et håndværksfag er svært, og giver faglig stolthed. Der er desuden brug for differentieret undervisning på erhvervsskolerne, sagde Lone Folmer Bertelsen.