Nyt delebilskoncept klar til København
Det tyske delebilkoncepter, car2go, vil den 17. september indtage København med 200 biler. Konceptet, der blandt andet inkluderer nem og gratis parkering, skal give københavnerne et alternativ til privatbilisme samt styrke hovedstadens grønne profil.
Konceptet findes allerede i byer som Milano, Wien og Hamborg minder til forveksling om de såkaldte bycykler: Man finder den energieffektive car2go (model smart fortwo) et vilkårligt sted i byen via eksempelvis en app på sin smartphone, hvorefter man kører til sin destination og blot efterlader bilen et tilsvarende vilkårligt sted inden for en nærmere defineret byzone.
Konceptet er designet til at gøre lejen fleksibel og nem for forbrugeren, der også spontant kan benytte car2go. I minutprisen er inkluderet brændstof, forsikring, service og parkering på offentlige p-pladser.
For at forøge parkeringsmulighederne for forbrugerne har car2go desuden indgået samarbejde med Q-park flere steder i centrum af hovedstaden. Med konceptet videreudvikler car2go den traditionelle delebilservice, hvor man typisk skal tilbagelevere bilen til startdestinationen. Derudover er det muligt, at bruge sit danske medlemskab i andre car2go-byer over hele Europa.
Tilfreds minister
- Jeg har besøgt København mange gange, og jeg er overbevist om, at vores koncept passer perfekt ind i Københavns allerede eksisterende ambitioner om at gøre byen grønnere og mere mobil. car2go kan også bidrage til at løse Københavns miljøudfordringer i kraft af car2go-bilens lavere CO2-udslip, som er væsentlig mindre end den gennemsnitlige bil i Danmark. Vi har store forventninger til vores koncept, som også vil bidrage til vækst og arbejdspladser til den danske hovedstad, siger Thomas Beermann, der er europæisk CEO for car2go.
Handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen (S), ser også frem til car2gos lancering:
- Jeg er glad for, at car2go nu introducerer sit delebilskoncept i København. Delebiler er en af fremtidens transportformer i moderne storbyer, og kan være med til at afhjælpe trængsel og give et innovativt alternativ til privatbilismen. Vi arbejder hårdt for at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark. De giver både vækst og arbejdspladser, og det glæder mig, at indsatsen bærer frugt. car2gos valg af Danmark bekræfter, at vores grønne profil og ambitiøse klimamålsætninger giver gode muligheder for nye transportløsninger til gavn for borgerne og miljøet, siger han.
Reducerer trængsel og CO2
car2go har blandt andet i samarbejde med Invest in Denmark og Copenhagen Capacity foretaget grundige analyser af Københavns parathed til at huse konceptet. Dette inkluderer blandt andet en intern undersøgelse, der konkluderer, at 25 procent af de adspurgte mener, at car2go er et godt alternativ til egen bil.
- Vores grundige forarbejde i forhold til Københavns parathed til car2go gør, at vi er optimister i forhold til at kunne tidoble antallet af delebilister i København, da car2go giver københavnerne friheden til at vælge den mest effektive transportform uanset tid og sted. Baseret på vores erfaring forventer vi, at car2go vil bidrage til at nedbringe biltrængsel og CO2-niveauet samt lette trykket på det begrænsede antal parkeringspladser, der er i København, siger car2gos danske Location Manager, Anders Kragelund.
car2go vil indledningsvis indsætte 200 smart fortwo i København. Bilerne er langt mere energieffektive med lavere brændstofforbrug end gennemsnitlige biler, hvilket passer ind i Københavns politiske ambitioner om at gøre hovedstaden mere grøn. Derudover har det været essentielt for car2go, at København allerede har velfungerende offentlig transport, da car2go er et supplement til kollektiv transport - herunder metro, busser, toge og cykler.
Man vil allerede fra i dag gratis kunne pre-registrere sig på frihed.car2go.com og få en times gratis kørsel frem til den 11. september, hvor selve registreringen åbner. En af samarbejdspartnerne er teleselskabet 3, hvor man i deres københavnske butikker fra den 15. september vil kunne få tjekket sit kørekort og sin bopælsinformation samt få udleveret sit car2go-medlemskort, der fungerer som nøglen til de 200 biler.