Opfinder gør det billigere at køre ræs
3D printet plastflange til tuning bliver let til tilgængelig for alle.
- På den måde vil det blive mere lige for alle, og så er det min tanke, at det i højere grad er kørerens færdigheder, der skal være gældende, siger Nicolaj Krogstrup. Han udviklede flangen i forbindelse med en iværksætter-opgave som produktionsteknolog på KEA. Men ganske atypisk har han ikke noget ønske om at tjene penge på sin opfindelse.
- Jeg er i forvejen frivillig gokart træner og hjælper det, jeg kan. Min ide er at sælge den uden overskud, men så der stadig er råd til at videreudvikle og teste flere prototyper, siger Nicolaj Krogstrup.
3D-prints muligheder
Flangen er udviklet til gokart klassen Cadett-Mini for børn i 8-10 års alderen, og kort fortalt skaber den et andet flow i karburatoren.
- Min søn kører med en prototype, og der har været interesse fra flere, der gerne vil købe en eller være med til at udvikle andre udgaver, siger Nicolaj Krogstrup.
Flangen er tegnet i Solid Works og 3D printet i poleret ABS plast via Shapeways. Og netop 3D-printningen gør en kæmpe forskel.
- Normalt ville man snakke med en cnc-operatør om nogle forskellige modeller, og så få flangen drejet i nylon eller aluminium og det er dyrt. På Shapeways kan du selv vælge materiale, og man kan derfor teste de forskellige materialers virkning på det airflow, der kommer ind i karburatoren.
- Det er jo egentlig kun fantasien, der sætter grænser. Og fordelen ved at tegne flangen i Solid Works er, at man løbende kan lave ændringer i designet og lave simuleringer af for eksempel styrkeforholdene, inden man får den printet. Det kan i sidste ende spare dig for nogle surt lærepenge, siger Nicolaj Krogstrup.