Finanslov 2015: Hvor er den grønne transport?
Regeringens finanslovsudspil for 2015 giver intet svar på, hvad der skal ske med el- og brintbiler efter 2015, hvor den nuværende afgiftsfritagelse udløber. Det sker på trods af, at regeringen har lovet politisk handling på afgiftsområdet for grøn transport. Vi mangler et klart politisk signal: Vil man grøn transport eller ej, lyder det fra Dansk Energi.
- Uden en afklaring vil investeringslysten i elbilmarkedet tørre ud. Heldigvis er der rum for at forlænge afgiftsfritagelsen i en treårig periode, mens vi venter på en omlægning af bilbeskatningen. Men vi kan ikke finde det i udspillet til finansloven, og det er vi ikke tilfredse med, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.
En afklaring af de afgiftsmæssige forhold for el- og brintbiler presser sig på, fordi bilfabrikkerne allerede nu planlægger, hvilke biler der skal på markedet i Danmark i 2017. Uden den nødvendige afklaring vil både producenterne og alle de virksomheder, der har investeret i brinttankstationer, ladeinfrastruktur, taxaselskaber og delebilsordninger med elbiler tøve med de nødvendige investeringer, mener han.
Ifølge Dansk Energis egne beregninger er der samlet set et rum for finansiering på 2,4 milliarder kroner for en forlængelse af afgiftsfritagelsen i 2016-2018, hvilket svarer til konservativt skønnet 17.000 biler.
- Det ville være oplagt at få en forlængelse af afgiftsfritagelsen for elbiler med i finansloven for 2015. Vi må ikke glemme, at grønne initiativer på transporten er afgørende for, at vi kan leve op til vores langsigtede klimaambitioner. SF og Enhedslisten har hidtil holdt regeringen fast på de grønne ambitioner med transporten. Vi håber, at det også gælder, når de to partier kommer ind til forhandlingsbordet, og at regeringen vil være tilsvarende lydhør, siger Lars Aagaard.
Han understreger, at afgiftsfritagelsen ikke skal løbe uendeligt.
- Elbilerne skal selvfølgelig ned i pris i takt med, at markedet udvikler sig. Det er derfor helt ok, at en forlængelse af afgiftsfritagelsen for eksempel kun sættes til at løbe yderligere tre år. Det skal kombineres med, at partierne bag aftalen løbende ser på, hvor hurtigt markedet udvikler sig, og hvad der skal skabe den langsigtede ramme for transportens grønne omstilling. Men det afgørende skridt er en forlængelse af afgiftsfritagelsen, ellers klinger ambitionerne hult, udtaler Lars Aagaard.