Tilfreds Magnussen: Jeg nød det i dag
Kevin Magnussen er optimistisk efter fredagens anstrengelser på Spa-banen i Belgien.
Derfor er det en positiv Magnussen, der ser frem mod weekendens opgaver på Spa-banen.
- Jeg nød det virkelig i dag. Det er altid en fornøjelse at komme tilbage til Spa, fordi det er en fantastisk bane, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.
- Vores bil føles ret god her, og jeg kunne presse den i dag. Alligevel kan vi stadig gøre det endnu bedre og finjustere den, siger han.
Danskeren var langsommere end sin holdkammerat Jenson Button i begge træningsløb, men er alligevel optimistisk inden lørdagens kvalifikation, hvor det gælder kampen om startplaceringerne i grandprixet.
Nu håber han blot på, at vejret holder over den belgiske racerbane.
- Jeg håber, det holder tørt i morgen, fordi det vil give os mulighed for kontinuitet i udviklingen, og det er altid sjovere at køre på Spa på tør asfalt. Alt i alt mener jeg, vi ser okay ud, og jeg er godt tilfreds med det, vi har opnået indtil nu, siger Kevin Magnussen.
Lørdagens kvalifikation starter klokken 14.
/ritzau/