23948sdkhjf

Goodwill ApS konkurs efter hackerangreb og tab

Net tv-kanalen Au2News fortsætter, hvilket derimod ikke ser ud til at gælde den frie fagmesse AutoTeknik.
Selskabet bag event & promotionsbureauet Goodwill ApS har erklæret sig konkurs ved at indgive en egen konkursbegæring, men event & promotionbureauet fortsætter. Selskabet var søsterfirma til blandt andet auto tv-netkanalen Au2News, der dog ikke er en del af konkursen.

Det er mange tilgodehavender hos konkursramte kunder samt hackerangreb hos sin it-udbyder, der har ramt Goodwill ApS, som dermed selv valgte at erklære sig konkurs 2. januar 2014 og afskedige en håndfuld medarbejdere. Kurator for konkursboet er advokat Nicolai Christen Dyhr, Hellerup.

Selv fortæller Sean Fitzgerald Coard, at de økonomiske problemer i Goodwill ApS har stået på siden 2010, men at han – stik mod råd fra forretningsforbindelser og rådgivere – valgte at tage kampen op og først kastede håndklædet i ringen efter overvejelser mellem jul og nytår 2013/14.

2400 promotion-personer væk

Ifølge regnskabsportalen proff.dk var nettoresultatet minus 2,2 millioner kroner i 2010 mod beskedne overskud på cirka 100.000 kroner i 2011 og 2012, samt en negativ egenkapital alle år på cirka 1,7 millioner kroner.

- Med mange penge ude at svømme og tab på dårlige betalere og konkursramte kunder gennem nu tre år, der har resulteret i en række høje advokatsalærer, endte det med tab på flere millioner kroner og en negativ egenkapital, der spændte ben. Hertil kom et hackerangreb i januar 2013, hvor vores bookingsystem med 2400 kontakter til event-delen forsvandt og lagde os ned en lang periode, så vi ikke kunne løfte samme promotionrelaterede opgaver som før. Ligesom fagmessen AutoTeknik ikke gav os den forventede indtægt, siger Sean Fitzgerald Coard.

AutoTeknik måtte aflyses

Goodwill ApS overtog Danske Fagmesser, og dermed den tidligere store, uafhængige fagmesse AutoTeknik, i 2012. Det lykkedes ikke Goodwill ApS og Danske Fagmesser i det nye regi at gennemføre AutoTeknik i efteråret 2013, da messen var koblet op på biludstillingen i Herning, Biler Biler Biler, der blev aflyst.

- Jeg vil gerne drive en seriøs virksomhed og give den tid det kræver, men endte med at bruge omkring 60-70 procent af min arbejdstid med kommunikation med kreditorer. Det måtte stoppe, da det blev klart, at det ikke var muligt at rette op på gælden, siger Sean Fitzgerald Coard, der mener han er sluttet med oprejst pande og god stil ved at kæmpe for kreditorerne gennem tre år.

Medvirkende til konkursen var en tabt retssag 11. december 2013 hvor Goodwill ApS og et andet relateret selskab, Golden Coard ApS, tabte ved retten i Lyngby mod en tidligere Danske Fagmesser-medarbejder og hendes nye, konkurrerende arbejdsplads Tech2Tech. Her krævede Goodwill et millionbeløb i erstatning men stod i stedet til at skulle betale sagsomkostninger for et par hundrede tusinde kroner, og efterlader nu blandt andet Kristelig Fagforening med et større kreditorbeløb.

Næppe fri messe mere

Fra at have været 13 ansatte i 2013 tæller det nye selskab nu fire fastansatte, der trækker freelancere ind efter behov. Fokus for Sean Fitzgerald Coard er fremadrettet på tv-kanalerne Au2News og MetalNews, samt event- og promotion delen.

Anderledes ser det ud for AutoTeknik, som næppe bliver genrejst.

Der er ingen grund til at bruge tid på en uafhængig fagmesse, som mange i branchen ikke ønsker på grund af store grossistmesser, internationale messer, roadshows med mere. Men hvis flere af de dominerende spillere i autobranchen viser interesse, kan fagmessen da vurderes igen. Da jeg overtog AutoTeknik, havde messen været en stor spiller og et kendt brand siden 1975 med glade leverandør-udstillere, fordi nutidens grossistmesser ikke eksisterede. Siden er der gået megen branchepolitik i AutoTeknik med mange holdninger og frustrationer, siger Sean Fitzgerald Coard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073