Undervognsbehandling og bilpleje i nyt toltalkoncept
Tectyl Danmark og Sonax har indgået samarbejde, så Tectyl-centrene også skal kunne tilbyde bilisterne professionel bilpleje med Sonax Car Care-konceptet.
- I den forbindelse var det nærliggende at tage dialog med Sonax, som er et kendt varemærke indenfor lakpleje, forklarer administrerende direktør i Michael Ullerup, Eurodeal A/S, som står for Tectyl Danmark.
Vi har i dag 22 Tectyl-centre i Danmark, men flere er på vej, og Sonax kan tilbyde flere behandlingsformer, som kan tilpasses kundens ønske med udgangspunkt i bilens alder og tilstand. For Tectyl-centrene åbner der sig nu nye muligheder for, hvor forbrugeren kan få en "komplet" behandling, som både sikrer bilens undervogn og bilens lak. Sonax passer perfekt til vores koncept, og centrene vil efter en kort uddannelse kunne anvende de professionelle Sonax-produkter til bilens lak og interiør. Tectyl har sikret sig rettighederne til "Sonax Car Care Center"-konceptet til rustbeskyttelsesbranchen, siger Michael Ullerup.
Det nye samarbejde blev præsenteret på Tectyl-centrenes første landsmøde, der blev holdt på Hotel Koldingfjord, hvor hovedparten af centrene allerede tilmeldte sig konceptet. Her præsenterede Claus Christensen også sin nye racer, som er sponsoreret af Tectyl og Sonax.
Spændende muligheder
Også hos Handelsfirma Finn Jensen i Horsens, som gennem 25 år har repræsenteret Sonax i Danmark, glæder man sig over samarbejdet, siger salgschef Hans Christian Jensen.
- Da Tectyl Danmark henvendte sig med ideen og konceptet, så vi spændende muligheder for et nyt forretningsområde, der kan være med til at synliggøre Sonax endnu mere. Sonax har professionelle produktserier, som spænder fra den lette lakklargøring til den helt unikke overfladebehandling, som giver ekstrem lang holdbarhed med produkter, som i dag anvendes af flere store bilproducenter over hele verden.
Som en del af samarbejdet skal indehaver af Sonax Service i Horsens, Lars Oxholm Jensen, stå for uddannelse af Tectyl-centrenes medarbejdere i professionel bilpleje og klargøring.