Brancheaftale om servicering af værkstedsudstyr
DVS skal også fremover rådgive medlemmer af Autobranchen Danmark uvildigt om nyindkøb.
Konceptet er, at hvis værkstedets maskiner ikke fungerer korrekt, skal værkstedet kunne stole på, at fejl bliver identificeret hurtigt og udbedret effektivt. Det kræver professionel serviceteknik, erfaring og uddannelse til opsætning og vedligeholdelse. Service skal ikke være længere væk, end at den kan tilkaldes hurtigt så værkstedet ikke mister værdifuld arbejdstid, anfører brancheforeningen i en pressemeddelelse.
Aftalen indbefatter 10 procent rabat på også det lovpligtige årlige servicearbejde samt montering af lifte og værkstedsmaskiner på i forvejen fordelagtige priser, melder Autobranchen Danmark. Der ydes døgnservice ved pludseligt opståede nedbrud, som kræver omgående assistance enten ved besøg eller pr. telefon.
Desuden omfatter aftalen neutral rådgivning ved anskaffelse af nye maskiner. Medlemsvirksomhederne i DVS har stor erfaring med mange forskellige mærker og installationer, og fordi salg af nyt udstyr ikke er DVS primære forretningskoncept, kan rådgivningen være en stor støtte for værkstedet ved anskaffelse af nye lifte og maskiner, anfører DVS i forbindelse med samarbejdsaftalen.
DVS blev stiftet som forening i 2009 og tæller i dag seks medlemsvirksomheder på Sjælland, Fyn og i Jylland, se også www.dvsf.dk.