Nyt kuld Kylle, Pylle og Rylle
Genève 2014 er en af de vigtigste udstillinger i mange år. For det er netop her, de nye udgaver af de tre danske storsælgere Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo har verdenspremiere.
Star of the Show er ikke en officiel titel det er bare den bil, "man" er enige om er den største, den vi vil huske; stjernen slet og ret. Nu er Genève jo lige åbnet, men efter pressedagene var mange enige om, at Volvos Concept Estate, der er en genfødsel af P1800 ES, har gode chancer for at blive husket som netop udstillingens stjerne.
Først og fremmest rammer konceptbilen fra det høje nord lige ind i hjertekulen. Og lige knap så følelsesmæssigt forener den en række tendenser, der er fremherskende netop nu: Nutidens P1800 ES er en "shooting brake" altså en sporty stationcar. Den eksperimenterer med andre materialer i kabinen. Og selv om svenskerne ikke siger meget herom, ligger det i kortene, at motoren er en hybrid.
De vigtige tre små
Men set med danske øjne er Genève også yderst interessant, fordi en af de mest storsælgende biler i Danmarks-historien, er Kylle, Pylle og Rylle altså Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo, har verdenspremiere. Med et samlet salg på op mod 100.000 biler er de rigtig vigtig bilmodeller for de tre importører, deres forhandlere samt eftermarkedet.
De tre dukkede op i 2005 i et dengang overraskende samarbejde mellem de to PSA-mærker Citroën og Peugeot samt japanske Toyota. Alle tre samme bil udviklet i fællesskab og produceret samme sted. Men altså med hvert sit navn og solgt gennem hver sin organisation.
Samarbejdet fortsætter med det nye hold trillinger. Både Aygo, C1 og 107, der med den nye bliver til 108, er nye biler: Nyt karrosseri med nyt design, men samme platform. Dertil den hidtidige Toyota basismotor om end i opdateret udgave, plus en ny og lidt større motor fra PSA. Som hidtil altid en enten 3- eller 5-dørs hatchback med frontmotor og forhjulstræk. Lancering hos de danske forhandlere: Juni i år.
Og hvad så med priserne? Intet officielt, og det er næppe kun spin. Ingen af de tre importselskaber har forhandlet priserne færdige med de respektive fabrikker. Men vi vurderer, at det bliver et must for alle tre at hoppe ud af rollen som "altid billigst". Modsat vil det være alt for meget op ad bakke, hvis prisen ikke er lavere end Volkswagen up! og co. Eller med andre ord: Sikkert fra cirka 85.000 kroner.