Strini udvider med alufælge
Familiefirmaet Strini Tires har i mange år gjort sig i dæk og stålfælge, men nu er tiden moden til at føje alufælge til programmet.
- Vi har de seneste seks til otte år fokuseret på stålfælge, men alufælge ligger jo lige til højrebenet, og derfor vil vi gerne prøve det af nu, siger Peter Stricker-Nielsen og uddyber.
- Vi er stærke på stålfælge-området, men vores kunder har efterspurgt, om ikke vi kan levere alufælge. Derfor er vi også yderst positive overfor dette nye marked, siger Peter Stricker-Nielsen.
De har brugt februar på at lægge en plan for året 2014, og fra april indeholder den salget af alufælge, som kommer til at foregå via deres webshop. Det Nordsjællandske firma er også allerede i fuld krig med at indgå aftaler med kunderne, der er ivrige efter at aftage den nye tilføjelse til programmet.
Stor fremgang
De seneste måneders planlægning af fremtiden er ikke gået ud over salget. For firmaets 2000 kvadratmeter store lager i Glostrup blev denne vinter tømt noget hurtigere for Semperit vinterdæk, end det har været tilfældet de foregående år. Faktisk blev det til en yderst markant salgsfremgang for det østrigske mærke.
- Vi oplevede et øget salg på 76 procent, hvilket vi er meget tilfredse med. Vi er ikke i tvivl om, at det er grundet vores distributionssystem, hvor vi leverer to gange dagligt i området fra Helsinge til Køge samt Storkøbenhavn samt vores webshop, siger Michael Stricker-Nielsen.
Derudover mærker alle brancher i Danmark en øget prisbevidsthed, og den har de også taget højde for i Vedbæk.
- Det handler om at følge med i den voldsomme priskonkurrence, der foregår i dag. Det ændrer sig hele tiden, time for time. Her er det vigtigt at agere hurtigt, for folk holder øje med priserne hele tiden, siger Peter Stricker-Nielsen.
Flere nyheder
Det er ikke kun flere fælge, der er på programmet hos Strini Tires. Det er også planen at få flere dækmærker på hylderne, og her er den første aftale allerede indgået.
Derudover byder det kommende år på øget fokus på de små nicheområder, som Strini Tires henover årene har været gode til at navigere på.
- Vi har ledt efter nicher, hvor vi kan gøre en forskel. Vi har et rigtig godt forhold til de nicheforhandlere, der findes i Danmark, og det nyder vi godt af. Det er Pirelli et godt eksempel på med deres mere end 1.000 specialdæk. Ligesom vi har vores Generel-dæk, der gør os til lidt af en 4x4-specialist, siger Peter Stricker-Nielsen.
Og netop det gode forhold til Strinis kunder gør de en stor dyd ud af.
- Det er meget vigtigt for os at fastholde vores personlige service på et højt niveau. Det gør en forskel for kunderne, at de kan mærke, at der sidder mennesker i den anden ende, som er villige til hurtigt at løse opgaverne og hjælpe til, hvis der skulle opstå problemer, siger Michael Stricker-Nielsen.