23948sdkhjf

Lave omkostninger og høj effektivitet

Med tyske værkstedspriser, faste tilbud og fuld dokumentation over for kunderne har Skorstensgaard.dk givet mange kolleger baghjul, og ambitionerne rækker længere.
En gammel talemåde siger, at man aldrig kommer foran, hvis man går i andres fodspor. Om tvillingebrødrene Anders og Martin Skorstensgaard lige kender den talemåde, er ikke til at vide. Men de har i hvert fald meget målrettet, og med succes, valgt helt andre veje end de fleste af deres kolleger og konkurrenter, da de i 2009 etablerede sig som selvstændige i Fredericia med deres første frie autoværksted.

I stedet for bare at ærgre sig over, at danske bilister kører til Tyskland, hvor man angiveligt kan få lavet service og reparationer til priser langt under de almindelige danske timepriser, gik de aktivt ind i priskrigen. De skiltede meget åbenlyst med "tyske værkstedspriser i Danmark".

Godt fra start

Det gav kunder i butikken, og allerede otte måneder efter åbningen i Fredericia, kunne Anders og Martin Skorstensgaard i 2010 også åbne værksted i Kolding. I 2012 kom endnu ét i Ballerup til, og senest i februar i år fulgte det fjerde værksted i Skorstensgaard.dk. Denne gang i Odense.

- Vores plan er, at vi vil åbne mindst et nyt værksted hvert andet år i en større dansk by efter nøjagtigt det samme koncept. Byernes navne holder vi foreløbig for os selv, siger Anders Skorstensgaard.

- Hvis en kunde kommer med at skriftligt tilbud fra et autoriseret værksted i Tyskland, garanterer vi, at vi kan matche det. Det har fået flere, som var vant til at køre til Tyskland, til at blive hjemme og få bilen serviceret hos os.

Driftsoptimering

Men hvordan kan man sænke timepriserne til et niveau, så kunden får en regning, der generelt ligger 20-40 procent under, hvad den ville ligge på, hvis det samme arbejde blev udført på et andet tilsvarende dansk værksted?

- Driftsoptimering er nøgleordet. Vi tænker ikke autoværksted i traditionel forstand, som mange kolleger stadig gør det. Både Martin og jeg har en mekanikeruddannelse, så vi kender faget, som det traditionelt er mange steder. Men vi er også produktionsteknikere, og mens vi arbejdede som værkførere, fik vi lysten til at bruge de erfaringer og ideer, vi havde fået, på at blive selvstændige, fortæller Anders Skorstensgaard.

- Så vi har lave omkostninger og høj effektivitet. Vi arbejder meget i processer og har helt styr på, hvor meget en mand og en lift kan producere inden for en given tid. Driften af værkstedet bliver nøje målt på forskellige nøgletal, og vi får det optimale ud af vore ressourcer, fordi vi kan køre mange enheder igennem værkstederne. Vores beslutningsproces er også hurtig, fordi vi arbejder i små enheder. Så hvis tallene ikke er tilfredsstillende, kan vi hurtigt gribe ind og rette op, forklarer Anders Skorstensgaard.

Effektivt og gennemskueligt

De fysiske rammer er også medvirkende til de lave omkostninger. Alle de fire værksteder, som i dag indgår i Skorstensgaard.dk, ligger i små, funktionelle bygninger uden overdådige detaljer, og al plads er udnyttet. Det er også et bevidst fravalg, at der ikke er kunst på væggene og designermøbler i kunderummet.

Alle bilmærker serviceres og repareres hos Skorstensgaard.dk. Det medvirker også til, at der kommer mange kunder, så der hele tiden er nok arbejde til at holde alle de ansatte og liftene beskæftiget. Det er også afgørende, at aftaler med kunden holder, For eksempel om hvornår bilen skal være på værkstedet, hvor lang tid der er afsat, hvornår den igen er færdig, og hvad det koster. Så er der aldrig diskussion om regningen bagefter.

Skulle der dukke noget op i forbindelse med, at bilen er på værkstedet, som ikke var forudset, får kunden besked om, hvad det koster og skal derefter acceptere den eventuelle merudgift. Alt dokumenteres og er hundrede procent gennemskuelig.

De "tyske værkstedspriser" gælder også forsikringsskader, som er et voksende område. Der er indgået samarbejdsaftaler med en række forsikringsselskaber. De omfatter alle bilmærker, afhentning af den skadede bil, lånebil og kvalitetsgennemgang hos FDM af skader over 50- 80.000 kroner alt efter skadens omfang. I den forbindelse har der helt fra begyndelsen været lagt stor vægt på kvalitet. Pladeværkstedernes udstyr er noget af markedets bedste, både når det gælder svejseudstyr og andet værktøj.

Goodwill-ambassadører

Tilfredse kunder er de bedste ambassadører. Og de taler positivt om firmaet, så der er dagligt henvendelser fra nye kunder, som har hørt godt om Skorstensgaard.dk fra venner og bekendte.

Det samme gælder for medarbejderne. Anders og Martin Skorstensgaard får jævnligt uopfordrede ansøgninger fra automekanikere, som gerne vil arbejde i virksomheden.

- Det er også driftsoptimering at ansætte gode medarbejdere og give dem gode arbejdsforhold, forklarer Anders Skorstensgaard. Derfor har medarbejdernes kompetencer også høj prioritet. De får løbende mulighed for at komme på efteruddannelse og kurser, som både tilbydes gennem Bosch og FTZ, så de hele tiden matcher de opgaver, værkstedet skal løse for kunderne.

Gode medarbejdere skal også have godt udstyr. Det er både mere tilfredsstillende og inspirerende at arbejde med. Og så øger det selvfølgelig effektiviteten.

Eget navn

De tre første værksteder i Skorstensgaard.dk markedsførte sig og var med i værkstedskæden Bosch Car Service. Men selv om værkstederne alle benytter det let genkendelige grønne testudstyr og andet værktøj fra Bosch, har Anders og Martin Skorstensgaard og deres forretningspartner i Ballerup-afdelingen, Michael Pedersen, besluttet, at de fire nuværende værksteder og kommende værksteder skal markedsføres sammen som Skorstensgaard.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088