Nyt bilhus i samme bygning
Porsche-huset på Banevingen 6 på Nørrebro i København har i årevis været kendt som et af landets mest eksklusive bilhuse, hvor kun en lukket skare har haft råd til at købe biler. Nu gennemgår forretningen med Porsche, Bentley, Lotus og Lamborghini en transformation.
- Porsche-huset skal være for alle. Det er klart, at vi med for eksempel Bentley til 4-5 millioner kroner er i et prisleje, hvor ikke ret mange kan være med. Omvendt ser vi Porsche som en bildrøm, som rigtig mange kan være med på. En let tilkørt Porsche svarer jo for visse modeller til nyprisen for en stationcar. Vi oplever alle slags Porsche-kunder, og derfor har vi også fokus på, at der skal være højt til loftet hos os. Om det er en kunde med laksko eller træsko, spiller ingen rolle, siger Michael Johansen, direktør hos Porsche Center Sjælland.
Ny fortælling
For at skabe en ny fortælling om huset har Michael Johansen igangsat en række initiativer, herunder flere kundeservicetiltag og øget fokus på hele oplevelses- og rådgivningsdelen i forretningen. At træde ind gennem døren skal være som at gå ind i et nyt bilhus, hvor alle typer af bilkøbere og bilinteresserede skal have en inspirerende og god oplevelse.
- Jeg er selv kommet i huset, når jeg skulle inspireres, da jeg var ansat hos nogle af konkurrenterne tidligere. Her har altid været en speciel atmosfære på godt og ondt men husets selvforståelse var på mange områder blevet overhalet af virkeligheden. Nu er vi godt i gang med at skabe en ny fortælling om huset og har fået forbedret kundeservicen, rådgivning samt igangsat nye tiltag inden for kundeoplevelse. Vi bruger flere kræfter på, at den gode atmosfære, og den person, som møder dig i butikken er i øjenhøjde, frem for store annoncekampagner. Vi tror på, at den bedste marketing er kundeservice. Bilhuset skal både være og føles åben for alle købere og bilinteresserede fra hele Danmark, udtaler Michael Johansen.