Magnussen om tredjeplads: Jeg burde have vundet
Danmarks nye Formel 1-stjerne glæder sig til at få en ordentlig bøf og få talt med far, mor og vennerne.
Men Magnussen står alligevel tilbage med en lille "øv-følelse", siger han til den danske presse nogle timer efter, at den største sejrsrus har lagt sig.
- Jeg er her for at vinde. En tredjeplads er rigtig, rigtig fed lige nu. Det føles sindssygt godt, og en drøm er næsten gået i opfyldelse. Og når jeg siger næsten, så er det, fordi vi ikke vandt.
- Det var ikke en sejr. Det var ikke det, vi er her for. Det er fantastisk, men vores mål er ikke opfyldt. Vi er McLaren. Vi skal vinde, siger danskeren.
Magnussen startede i fjerdebedste position til løbet og kørte hurtigt op forbi feltets nummer et, Lewis Hamilton, der måtte udgå på grund af motorproblemer. Debuten var en kæmpe oplevelse, fortæller han.
- Jeg kan ikke sige nok gange, hvor sindssygt det her er. Jeg har set Formel 1, siden jeg var et lille barn, og jeg har hele tiden drømt om at komme i Formel 1 og sidde her, hvor jeg er nu.
- I dag gik jeg ud og kørte mit første Formel 1-løb. Jeg satte mig ned i bilen, jeg lavede en start. Jeg overhalede Lewis Hamilton. Jeg kørte mod verdensmestre og var på podiet, siger den stolte knægt fra Roskilde.
Han troede ikke, at han ville få mange chancer hos det berømte McLaren-hold. Derfor er han også lettet over at have bevist over for cheferne, at de har satset på den rette racerkører.
- Det har været en vild dag, og en masse tanker og følelser kører inde i hovedet, siger en tydeligvis træt Magnussen, som nu glæder sig til at få "en ordentlig bøf" og så i seng.
- Jeg så lige min telefon. Jeg har 40 beskeder. Så jeg skal bare have læst dem alle igennem og ringet til min mor, min far og mine venner.
- Jeg ved, at alle mine venner sidder derhjemme og har set løbet, så det er fantastisk at tænke på, siger Magnussen.
/ritzau/