23948sdkhjf

Magnussen brager ind i Formel 1 med podieplads

Den 21-årige dansker jagtede længe andenpladsen i Melbourne, men debutanten endte som treer. Rosberg vandt.
Kevin Magnussen fik en fremragende debut i Formel 1 med en plads på podiet i Melbourne.

Den 21-årige McLaren-dansker sluttede på tredjepladsen efter en superpræstation. Tyske Nico Rosberg (Mercedes) tog sejren, mens Daniel Ricciardo (Red Bull) på andenpladsen havde held til at holde Magnussen bag sig.

Den unge debutant var under et sekund efter Ricciardo efter 42 af de 57 omgange. Magnussen lagde an til at gå forbi australieren, men det lykkedes for hjemmebanehåbet at afvise danskeren.

Med syv omgange tilbage af løbet forsøgte McLaren-danskeren sig med et nyt attentat på Ricciardos andenplads, men igen blev Magnussen afvist.

Roskilde-knægten må derfor trøste sig med, at han er den første dansker nogensinde til at slutte på podiet i Formel 1.

Kevin Magnussen fik en fremragende start. Selv om hans bil slog ud til venstre efter få meter, så fik danskeren hurtigt kontrol over situationen.

Allerede på første omgang forbedrede han sin fjerdeplads, da han overhalede Lewis Hamilton (Mercedes), der var startet i pole position.

Hamilton udgik kort efter. Det samme gjorde den regerende verdensmester Sebastian Vettel (Red Bull), der ligesom Hamilton havde motorproblemer.

Danskeren lå længe bagved Nico Rosberg (Mercedes) og Daniel Ricciardo (Red Bull). Efter godt 20 omgange blev Magnussen opmuntret over McLaren-teamets radio.

- Du gør det virkeligt godt. Bare fortsat og lad os se hvilke muligheder, der byder sig senere i løbet. De andre hold kan få problemer med brændstofforbruget, lød det til danskeren over radioen.

Generelt viste McLaren-teamet, at man måske har været bedst af alle hold til at få implementeret en række nye krav til bilerne før denne sæson. Magnussens holdkammerat Jenson Button sluttede på fjerdepladsen i Melbourne.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079