Passion og personlige værdier giver gode ledere
Under overskriften Karriereveje i bilbranchen havde Biløkonomuddannelsen og eBay bedt tre succesfulde branchepersoner fortælle om deres syn på mulighederne i autobranchen.
Uddannelseschef Finn Rolighed bebudede i sin velkomst en kommende toårig diplomuddannelse i international handel og markedsføring. Og eBay-chef Andrew Whitehair slog i sin velkomst blandt andet fast, at den konstant foranderlige autobranche behøver nye og dygtige mennesker i en tid, hvor internettet både er en gave og en udfordring.
Flyt grænser
48-årige Michael Stig Nielsen, der for tre måneder siden tiltrådte som adm. direktør for den store bilforhandler Bjarne Nielsen A/S med nu 12 afdelinger i hele landet, fortalte om sit personlige og imponerende karriereforløb, hvor han, blot fem år efter at være begyndt som klargøringsmand, allerede var blevet salgschef hos Dana Ford Forhandling A/S. Flere headhuntinger førte ham dernæst over en chefstilling hos Bent Bekker Automobiler A/S til en direktørstilling i det dengang nye Citroënhus i København og derfor til at blive country-manager i Citroën Skandinavien A/S hvor han lærte at lukke virksomheder ved blandt andet at måtte fyre 35 ansatte på sin egen fødselsdag. Dernæst gik turen til Semler Audi Retail A/S med salgsstyring og kundetilfredshed, salgschef hos Daimler Biler A/S, national salgschef hos Ford Motor Company A/S i blot tre måneder inden sit nuværende job, hvor der skal foretages en turnaround og forøgelse af kundetilfredsheden, hvilket Michael Stig Nielsen har bevist gennem sit karriereforløb at have skarpt øje for ved at, med egne ord, at have fokus på opgaverne.
- Min personlige motivation er at få udfordringer og at flytte egne grænser. Samt at få ansatte til at arbejde for fælles mål. Bilerne, som de hele jo handler om, og som de fleste i branchen brænder for, er kun flødeskum for mig mange undrede sig over, at jeg i min karriere valgte at gå fra at køre Mercedes til Ford
- Ved at påtage mig også besværlige opgaver har jeg få indsigt og af og til klø. Dit job skal give mening, ellers må du finde et andet. Find din passion, og vær tro mod dine værdier. Vis handling, og sæt dine egne forventninger højt. Og så skal du sætte mål og fokusere på resultaterne. Hertil skal man selvfølgelig altid dygtiggøre sig og etablere et godt netværk. Og ikke mindst; tag chancen, når den byder sig, sagde Michael Stig Nielsen blandt andet. Hans pointe er, at Jo større udvist engegement, desto større held vil man opleve i autobranchen, hvor 70 procent af alle jobs besættes via netværk uden at være slået op.
- Der ligger fantastiske udfordringer og jobs og venter på jer, og branchen mangler desperat gode hoveder med innovative hjerner og nytænkning. Der er alt for mange "cowboys" i autobranchen markedet er seriøs business, der er kendetegnet ved krig og stor konkurrence hver eneste dag, sagde Michael Stig Nielsen og definerede, at markedet for alvor nu byder nybilforretningerne at operere med brugtbiler. Han spår, at en tredjedel af dagens forhandlere ikke eksisterer om fem år, og at vi fortsat vil se masser af opkøb, især i "udkantsdanmark". Der skal tænkes anderledes, som hos Audi, der nu afprøver rent digitale såkaldte City-stores.
Systemer og aura
Claus Bjerring Christiansen, selv biløkonom og nu adm. direktør hos Bayern AutoGroup, har 15 års erfaring i autobranchen, blandt andet fra Semler, SMC Biler og Bilinfo. Han har haft succes med at opdyrke salg i nichen biltilbehør, som han mener stadig fortjener større dyrkelse og fokus mange steder i kraft af mersalg. Claus Bjerring Christiansen fortalte blandt andet om sine erfaringer med ledelsessystemer, hvor CRM er "salgsafdelingens kasseapparat", mens Customer Lead Management er et "must", hvis man vil være på salgssiden i autobranchen i dag. Ligesom han mener, at singlebrand, som flere eksklusive mærker praktiserer i dag med forkælelse af kunderne, er vejen frem for at holde fokus.
- Karriere i autobranchen handler især om ledelsestalent med aura og glimt i øjet, og øje for processer og tal. Vis resultater, få ideer og se muligheder mens I udfordrer jer selv. Og husk, at det skal være sjovt, for medarbejdere lurer en udbrændt leder med det samme. Og kend din egen performancekurve, så du undgår flimmer for øjnene og hjertebanken - selv sætter jeg en ære i "kun" at arbejde 45-50 timer ugentligt, sagde Claus Bjerring Christiansen. Han mener, at branchens udvikling definerer nye roller; især sælgere vil få det svært bilhuse skal være dygtigere til finansiering, ligesom servicesalg er underudviklet.
Online aktivitet hele døgnet med interaktivitet er nødvendigt, ligesom modernisering af branchens data management systemer. Og så har vi en kolbøtte i vente med et bebudet nyt bilafgiftssystem, som Claus Bjerring Christiansen mener i sin nuværende form er et værn mod parallelimport.
Stegte duer flyver ikke
Henrik Bollerslev, Indehaver af Lindholm Biler, fortalte afslutningsvis med stor humor om sine 30 års erhvervserfaring i autobranchen trods sine blot 38 år. Eksempelvis fungerede han allerede som 12-årig som fuldbefaren sælger, når chefen var ude af døren.
Fra en fortid med at lægge strategi om morgenen, eksekvere hen over dagen og evaluere til fyraften kom der mere styr på tingene, da Henrik Bollerslev blev uddannet på det første hold biløkonomer for 15 år siden.
- I dag er alt i vores virksomhed tidoblet desværre undtagen bundlinjen i en tid, hvor man nærmest står med det ene ben i spjældet hele tiden på grund af "fluffy" regler omkring demobiler og mindstebeskatning. Husk, at bilsalg er et håndværk, hvor det handler om at lytte intelligent; de stegte duer kommer ikke flyvende af sig selv. Og pas på med ikke at blive for akademiske og hele tiden at ville holde fri her har vi åbent om lørdagen, og jeg har selv været på arbejde hver anden weekend og på helligdage i 25 år, sagde Henrik Bollerslev, der sidder i brugtbilforhandlerforeningen DBFUs bestyrelse og var en af drivkræfterne i opstarten af det nye Biltorvet som han kun nævnte i parentes på denne samlingsdag i konkurrenten eBays flotte domicil..