Dækkæde sponsor for sjove racerbiler
- Legend Car Cuppen er den største klasse i dansk motorsport med flest deltagere og favner bredt, og derfor appellerer klassen til et stort publikum. Det giver os masser af muligheder for synlighed, og derfor har vi valgt at gå ind i klassen som sponsor, fortæller Jonas Højland Pedersen, adm. direktør for Super Dæk Service.
Kæden har eksisteret i fyrre år og er i dag landsdækkende med 60 værksteder, hvor 350 medarbejdere servicerer biler af alle mærker og modeller. I begyndelsen bestod kæden af rene dækcentre, men for 8-10 år siden udvidede kæden til også at foretage udskiftning af sliddele som eksempelvis olie og bremser. I dag er alle kædens nye centre delt i to dele, hvor dækdelen og det mekaniske værksted er for sig. Alle mekanikere er uddannet på eget akademi, så de kan klare reparationer på alle typer biler uanset årgang, forklarer Jonas Højland Pedersen.
På det store dobbeltløb 13.-14. september på Padborg Park er kæden officiel løbssponsor, så løbet hedder Super Dæk Padborg Grand Prix.