Årets biløkonom skaffer medstuderende job
Mens Kenneth Nielsen kunne nyde pokalen og titlen som årets biløkonom, så nød hans medstuderende Daniel Rørbæk godt af Kenneths afsluttende opgave. Den gav nemlig ham et job.
Fra opgave til job
Kenneth Nielsen blev valgt for sine evner under uddannelsen, men medvirkende var også, at han til eksamen fik et flot 12-tal. Opgaven tog udgangspunkt i hans lærested, hvor han argumenterede for ansættelse af en erhvervssælger. Han var endda så grundig, at han også havde sat navn på sælgeren. Det skulle nemlig være hans studiekammerat Daniel Rørbæk, og sådan er det også endt. For 1. februar starter han nemlig i den stilling, som Kenneth Nielsen mente var skræddersyet til ham.
- Den opgave, jeg har skrevet i vores traineeforløb, har omhandlet, hvorledes vi i vores virksomhed kan optimere salget af varebiler. Et af punkterne heri var selvfølgelig at ansætte en erhvervssælger. Jeg har så haft en dialog med min chef om, hvem det kunne være. Og der har vi så haft Daniel inde i billedet, og det jeg har fortalt om ham faldt i god jord, siger Kenneth Nielsen og uddyber.
- Det er super fedt at kunne hjælpe en medstuderende, og samtidig at ens ord bliver taget for gode varer. At man har så meget tillid til mig, at man vælger at ansætte Daniel, siger Kenneth Nielsen.
Stolthed
Hos hans nu tidligere studiekammerat, men i stedet snart nye kollega, er glæden tilsvarende stor.
- Det er super fedt. Og det sætter bare en streg under, at vi kan gøre en forskel som biløkonomer. Dels det at Kenneth får lavet en opgave, hvor en af hans medstuderende passer ind i, men også at jeg kan imødekomme de krav, der er sat til den stilling, siger Daniel Rørbæk.
- Jeg er rigtig stolt og beæret over, at Kenneth har peget på mig i sin opgave, siger den nyudnævnte erhvervssælger.
Rutineret prisvinder
Udover prisen til en studerende, blev der også uddelt biløkonomprisen til en person, der har haft stor indflydelse på uddannelsen. I år gik den pris til den tidligere vicedirektør hos FTZ, Leif Larsen, der netop er trådt ud af den daglige ledelse hos grossisten. Han var meget rørt over at få prisen, og overraskelsen gjorde ham helt mundlam. Pengebeløbet på 10.000 kr. der fulgte med prisen, donerede han til de biløkonomstuderende, så der er ekstra muligheder for at skabe et nyt kuld biløkonomer, der kan hjælpe branchen fremad.