23948sdkhjf

Prodesign pakker Vestegnen ind i folie

Bilernes lak forsvinder under alt fra refleksfolie til firmalogoer hos Prodesign i en foliebranche under konstant udvikling.
Folk vil ses. Også når det kommer til indpakning af biler. Prodesign har netop pakket en brandbil ind i en type refleksfolie, som vi kender fra vejskilte. Og trenden rykker, ligesom med autolakering, på sig hele tiden. I mere end 20 år har Prodesign fulgt med trenden. Da Brian Henriksen startede firmaet var det nye, at taxaer blev pakket ind i Gajol-reklamer. I dag bliver opgaver som den gjort på den kvarte tid, ligesom foilen skal skabe opmærksomhed og "pang-effekt".

- Der er klart en trend med matte folier, men også metallic vinder frem. De sidste halvandet år er antallet af farver fordoblet. Når vi laver biler handler det om, at folk vil have en fed bil, der er anderledes. For firmaer handler det om at blive set, og der er refleksfolie stort, siger Preben Gornitzka, designer hos Prodesign.

Halvdelen af arbejdet i skiltefirmaet er biler, men de er en totalleverandør med opgaver indenfor design og dekoration. Siden 1997 er det kun gået fremad for Prodesign i Albertslund, som i dag har 12 ansatte og ugentligt har mellem 15 og 20 biler i foliemaskinen.

Held og lykke

I foliebranchen findes der flere eksempler på virksomheder, der slår sig op på gode tilbud. Effekten af det oplever de på godt og ondt hos Prodesign, for det er tæt på umuligt at se forskel på folie for det utrænede øje. Dårlig folie viser først sine svagheder efter en hård dansk vinter, og især når folien skal af bilen, hvor limen kan være tæt på umulig at få af.

- Vi oplever, at folk kommer ind og siger, at de kan få det flere tusinde kroner billigere andre steder. Så er vores svar "held og lykke". Og når vi så bruger tiden på at forklare, hvorfor vi svarer sådan, bliver kunden ofte mere skeptisk overfor det billige arbejde, siger Nikolaj Wulff-Hansen, partner i Prodesign. Han forklarer, at Prodesign cirka bruger to timers ekstra arbejde end de billigere konkurrenter for at sikre høj kvalitet.

- Vi tænker langsigtet og vil gerne kunne se folk i øjnene efterfølgende. Med et billigt produkt ville det ikke kunne lade sig gøre. Vi stjæler ikke fra folk, men bruger tid på at forklare forskellen, fordi den er svær at se for folk, især når folien er ny. Det er svært at bede om højere pris, hvis de ikke får mere. Men det mener vi, de gør her, siger Brian Henriksen, grundlægger af Prodesign, der fortæller, at det tit er de små opgaver som spejle og kofangere, der er mest tidskrævende.

Ingen sprøjtefolie

Det seneste revolutionerende påfund indenfor folieindustrien, der er kommet til Danmark, er sprøjtefolie. Men selvom det nok kunne lette arbejdet på de nu til dags meget kantede biler, så er det ikke en teknologi, der foreløbig kommer ind på værkstedet.

- Vi synes ikke, at sprøjtefolie er godt nok. Derudover er det udviklet i USA, og vi ved ikke, om det kan holde til det danske vejr på langt sigt, siger Nicolaj Wulff-Hansen og tilføjer: - Derudover er det ikke muligt at lave dekorationer ovenpå sprøjtefolie, og det er en stor ulempe, siger Brian Henriksen.

Mere samarbejde

Til de private er de på vej med en webshop, hvor man selv kan designe eksempelvis striber til sin bil. Men fremadrettet er de målrettet mod at skaffe flere firmakunder. I dag varetager de jævnligt folieopgaver for 15-20 bilforhandlere.

- Vi er begyndt at få flere opgaver, hvor folk har købt en ny bil, men synes det kunne være sjovt at få pakket spejlene eller taget ind i folie. Og det er altså også folk, der har rundet de 50 år, som får det gjort, siger Brian Henriksen.

Ligegyldigt om opgaverne er små eller store, så bliver der ikke gået på kompromis med hverken foliens eller arbejdets kvalitet. Derfor er der også kun kommet én ny folietype ind i butikken de sidste halvandet år, og også på mandskabsiden klarer få de høje krav.

- Men vi efterspørger altid dygtige montører, slutter Brian Henriksen med et grin.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125