Autobranchen Danmark tvivler på alternativ kvalitet
Den øgede fokus på alternative karrosserideles kvalitet skyldes pres fra forsikringsselskaberne, mener brancheforeningen. Genbrugsdele mangler klassificering.
Fra Autobranchen Danmark siger konsulent Hans Bruun, at de øgede kvalitetskrav fra bilproducenterne, samt de stramme krav omkring tidsforbrug fra forsikringsselskaberne har øget værkstedernes fokus på pasform og kvalitet på karrosseridele. Ikke mindst af hensyn til også opretholdelse af de årelange fabriksgarantier på lak og rustgennemtæringer.
- Men også de autoriserede mærkeværksteder har en interesse i, at skadede biler ikke "dør", så derfor har alternative dele deres eksistensberettigelse. Der er kommet væsentligt mere fokus på pasform, pladetykkelse og legering er i den tiltagende faglige kvalitetsdebat ud fra de seks fokuspunkter, branchen arbejder efter omkring genopretning af biler og kvalitet.
Tvivler på certificeringer
- Producenter, importører og distributører af alternative dele må lægge tidssvarende certificeringer på bordet, hvis alternative dele skal have deres berettigelse. Vi har vores tvivl om, hvorvidt godkendelserne af mange dele lever op til dagens krav fra bilproducenterne. For vi kan se, at mange dele ikke ser ud til at leve op til OE-deles kvalitet, ligesom kravene også skal gælde forbrugsmaterialer, siger Hans Bruun.
Uklar genbrugskvalitet
Han mener, der kunne være et større marked for gode, brugte genbrugsdele, hvis autoophuggerne fik indført et klassificeringssystem. På den måde ville værkstederne vide, hvad de kan forvente af en brugt del hvad angår småbuler, rust der skal afrenses og eventuel demontering af ikke-afmonterede dele.
- Autogenbrugerne var begyndt at tale om klassificering, men det gik i sig selv igen måske fordi det er svært at definere småskader på delene specifikt nok. Autobranchen Danmark vil gerne være med til at skabe en klassificering, også gerne i samarbejde med forsikringsselskaberne og deres krav til genopbygning af biler, siger Hans Bruun. Han mener i øvrige, at priserne for mange brugte originaldele er kommet så højt op, at værksteder i dag ofte vælger at bruge nye originaldele.